Kristinus Bergman (1948)

En vellykket dansk film noir, intet mindre. "Kristinus Bergman" er noget så sjældent som en helstøbt dansk kriminalfilm med nerve, produceret i en tid, hvor folkekomedien var ved at få overtaget.

Dyster og indadvendt
Historien er baseret på en roman af den norske forfatter Arthur Omre. Han var med på optagelserne, da Astrid og Bjarne Henning-Jensen realiserede filmen. Og at forlægget er norsk tilfører muligvis filmen en mørkere, mindre dansk tone. I hvert fald er "Kristinus Bergman" som film dyster og indadvendt.

Ondskabsfuld gårdejer
To kammerater vender tilbage til dén egn på landet, hvor de voksede op som hårdtarbejdende plejebørn hos en ondskabsfuld gårdejer. Tilsyneladende vil de nu selv drive landbrug, men i virkeligheden planlægger de et dristigt røveri, der én gang for alle skal sætte dem i stand til at lægge den triste fortid bag sig.

Fint balanceret
I Ebbe Rode og Preben Neergaards meget fint balancerede præstationer bliver dette vennepar en stærk medvirken til filmens gennemslagskraft. De er begge helt på bølgelængde med dramaets karakter, de betændte plotelementer og de store menneskelige omkostninger på tværs af barndom og voksenliv.

Hadet blev sået
Som Ebbe Rodes Kristinus Bergman siger i romanen: "Hadet blev sået i mig. Jeg hadede samfundet. Jeg forsøgte at kæmpe mig fri, men faldt tilbage gang på gang. [...] Jeg er endnu mere skeptisk, når det gælder vort kære samfund, men jeg hader ingen længere. Dårlige hjem og dårlige samfundsforhold avler forbrydere."

Poetisk
Det kunne lyde svært moraltungt, men er det ikke i filmen. Henning-Jensens iscenesættelse er langt mere stillet ind på poesi, og lader hellere de indre dramaer antyde end udpensle. Imens står det ydre drama knivskarpt og uafrysteligt i Annelise Reenbergs fortjent Bodil-vindende fotografering.

Billederne formidler nerven
Det er billederne, der formidler nerven i helvedet for børnene, ofte i mørk hemmelighedsfuldhed, oplyst i hårrejsende glimt af fyret, der blinker fra pynten i nærheden. Det er den onde gårdejers øje, som drengene husker det, altid på vagt – også om natten.

Interessante biroller
Flere af birollerne er interessante langt over det gennemsnitlige. Olaf Ussings halte Emanuel Volen taler forførende sagte i sin indestængte forbitrelse over fortidens synder på gården. Og vanviddet lyser ud af øjnene på Gunnar Lemvighs sadistiske gårdejer, Solli. Også børnene er overbevisende i de pletvise tilbageblik til Sollis både fysiske og psykiske mishandlinger af drengene.

Kriminalsagen ikke central
Afstikkeren til kriminalsagen med d'herrers indbrud i den lokale bank emmer af veltimet spænding, men den er ikke nøglen til filmens succes, der langt mere ligger i de dybere lag og i indsigten i den psykologiske nerves muligheder.

Hævet over middel
Den seriøse klassiske komponist Herman D. Koppels musik hæver sig langt over standarden i samtidens underlægning og bidrager fænomenalt til stemningens virkningsfuldhed. Ikke mindst fordi den ikke benyttes særlig ofte.

Delt samtids-kritik
"Sympatisk og smukt spillet dansk film", "Et poetisk filmværk" og "Sobert Haandværk, men uden egentlig kunstnerisk Appel," var nogle af overskrifterne i avisernes anmeldelser af filmen i 1948.