Lise kommer til Byen (1947)

    En lokalnaiv kvinde håber på en karriere i filmbranchen og rejser til København. Men branchen er hård og måske slet ikke så attraktiv.


    SELVIRONISK BRANCHEFILM

    Der er langt mellem de danske metafilm, altså film, der handler om filmoptagelser, men her byder Lau Lauritzen og Alice O’Fredericks faktisk op til en fin dans omkring emnet.

    Selvironi på spidsen
    I nyere tid har Jacob Thuesen med held formet en endnu mere selvironisk metafilm med De unge år (2007), men der er også både fin ironi og hjertevarme i lystspillet hér fra 1947.

    Overraskende og letløbende
    Lau Lauritzens stemme fører os i filmens anslag overraskende og letløbende ind i metaverdenen. Kameraet præsenterer os blandt andre for komponisten Sven Gyldmark, skuespillerne Ib Schønberg og Preben Mahrt, scriptpigen Lisbeth Movin og filminstruktøren Poul Reichhardt.

    En rigtig auteur
    De er alle aktører i Reichhardts nyeste lystspil. Reichhardt har i instruktørrollen det klangfulde navn Dan Burling, og han er en rigtig auteur, som han fægter med arme og temperament under optagelserne.

    En sten i nakken
    Men midt under en dramatisk optagelse, hvor en ung kvinde bliver overfaldet, cykler Gerda Gilboes lokalnaive Lise forbi og tror (meget utroværdigt!), at filmoptagelserne er skinbarlig virkelighed, hvorfor hun giver Burling en sten i nakken.

    Skidtmas med hjernerystelse
    Skidtmads med hjernerystelse ligger Burling nu i sengen og kan ikke længere helt kontrollere sine filmoptagelser. Da han kommer på benene igen, med Lises hjælp og gode madlavningsevner, projekteres en ny film, hvori Lise håber på en større rolle.

    Generelt negativ modtagelse
    "Manuskriptet er indlagt Brandere og Folkekomedieeffekter, der i Alice O’Fredericks og Lau Lauritzens Iscenesættelse vakte den sædvanlige Jubel", skrev en anmelder ved filmens premiere i 1947. En tør konstatering blandt generelt negative overskrifter som: "Selvovervurdering i Lyngby" og "Privat-Pjank fra ASA".

    Janteloven på spil
    Der var tydeligvis ikke stemning for denne form, hvor et filmselskab betragter sig selv udefra og portrætterer livet mellem de snurrende kameraer. Måske var janteloven på spil – i dag er det i hvert fald svært at få øje på, hvad der skulle gøre filmen hverken selvsmagende eller ringe.

    Ligegyldige sidehistorier
    Ganske vist er plottet flettet ind i ligegyldige sidehistorier, der ikke vækker ret meget interesse. Sjovest er helt afgjort de interne morsomheder og den udtalte selvironi, som særligt Ib Schønberg lykkes med at formidle i sine bedste scener.

    Bedst i det melankolske lune
    Han forfalder dog også til det overspillende på den komiske front. Bedst er han i det mere melankolske lune. Poul Reichhardt er en kende for overfrisk i instruktørrollen, og Gerda Gilboe (i karrierens første større rolle) er kun en tand over tålelig i en gennemgribende betuttet-forvirret præstation.

    Grænser til det primitive
    Lau Lauritzen selv er virkelig kedelig som filmdirektør Hans Berg. Der er ikke den mindste form for gnist i hans spil, og diktionen grænser til det primitive. Så lykkes Kjeld Petersen lidt bedre i birollen som Lisbeth Movins forlovede.

    Sjove møder
    Det er overmåde sjovt at træffe d'herrer Gyldmark, Rudolf Frederiksen, Mogens Dam m.fl., komplet med Gyldmark som dirigent for sit lille filmorkester. Ove Sprogøe, Poul Bundgaard og filminstruktøren Johan Jacobsen kan alle ses i små roller.



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024