I kongens klæ'r (1954)

    En grosserer forveksles med en desertør og havner i trøjen, før hele problemet endelig kan redes ud.


    PÅ ET FARCESIDESPOR

    Her fås en forsmag på begivenhederne i de seks Soldaterkammerater-film, dog i Poul Bangs iscenesættelse betydeligt mere "dybsindig", end de fremtidige film.

    Frugtbart samspil
    "I kongens klæ’r" kom året efter Ved Kongelunden (1953) og blev den anden film i det frugtbare samspil mellem Dirch Passer og Ove Sprogøe.

    På et farcesidespor
    Men hér er vi mere ude på et farcesidespor, og Dirch og Ove træder faktisk i baggrunden. "I kongens klæ’r" er Kjeld Petersens film, og han trækker i høj grad stikkene hjem med sin farverige og veloplagte præstation som grosserer Johan Petersen, der siden skal blive kendt under det noget mere anonyme rekrut 67.

    En forveksling
    Grossereren forveksles nemlig med den åleglat udspekulerede tyv og desertør, Nikolaj Hansen (Buster Larsen), der har stjålet Petersens jakkesæt, så han har været nødt til at iklæde sig Hansens lurvede.

    En udspekuleret hævn
    Snart er Petersen velanbragt på kasernen, hvor Louis Miehe-Renards premierløjtnant Henrik Grøn tager "kærligt" imod ham. Det hjælper ikke grossereren, at Grøn er forelsket i hans datter – tværtimod tager Grøn nu en udspekuleret hævn, idet Petersen tidligere har ytret sin alleryderste modvilje mod at få Grøn som svigersøn.

    Militærleflende lavkomik
    Med Kjeld Petersen i trøjen og i armene på Sprogøe/Passer kan det ikke blive helt kedeligt, og der opstår da også et par fine militante scener. Dog kan den lovlig militærleflende lavkomik ikke rigtig holde sig varm igennem en helt film, og vi havner på et sidespor med masser af tarveligt fyldstof.

    Stiv diktion
    Louis Miehe-Renard befaler sig varm, her fire år før Soldaterkammerater-filmene, vi kan faktisk opleve hans kommende præstation som Knud Petersen (616) med meget stor lighed... og det er desværre ikke kønt. Stiv diktion og mimik hvilket passer rigtig dårligt ind i denne alt andet lige mere seriøse komedie.

    Et kønt forbryderpar
    Buster Larsen danner forbryderisk par med en stammende Arthur Jensen, og de er begge kært sjove på den rigtig lyssky stereotypiserede måde. Karl Stegger lyser gevaldigt op i en bette birolle som fængselsbetjenten med det overordentlig gode humør.

    Anonym musik
    Sven Gyldmarks musik er i bedste fald anonym, og den lille vifte af sange til denne film er langt fra ligeså inspirerede som til "Ved Kongelunden" året før, selvom titelmelodien blev en national ørehænger.

    Blandet modtagelse
    Filmen blev blandet modtaget af pressen og blev bl.a. beskrevet som idéforladt. Som "Krudt uden knald", og "Hverken fugl eller fisk". Men også som en "Fantastisk grinagtig soldaterface" og "Meget underholdende" med "Forrygende replikskifter".



    Anmeldt i 2017 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024