Pavilion (2012)

    En teenager flytter fra en landlig idyl til en overophedet Arizona-forstad og fordriver blandt andet tiden med at stå på skateboard.


    POETISK REJSE

    Med tydelig inspiration fra genrespecialister som Gus Van Sant og hans Paranoid Park (2007) samt Larry Clark og hans Bully (2001) er Tim Suttons "Pavilion" en enestående, enkel og tankevækkende perle om teenageliv i USA.

    Poetisk rejse
    Suttons film er en godt og vel én time lang poetisk rejse ind i en verden, hvor der dybest set ikke sker noget som helst, og hvor netop dette faktum er ok, både i filmens fortælling og æstetik.

    Overophedet trøstesløshed
    Nogen egentlig handling præger ikke billedet, men historien centrerer sig alligevel om teenageren Max, der rykker teltpælene op fra sønær idyl til at bo med sin far i den overophedede Arizona-forstads trøstesløshed.

    Venskaber i sommervarmen
    Med sin store kærlighed for at strejfe omkring på skateboard går der ikke længe, før Max igen er på brættet og former nye venskaber i sommervarmen. Et af favoritstederne ligger lige op ad motorvejen, og her støves trickene af i samlet flok i skumringen.

    En stemningsfilm
    Filmen tager et større spring et stykke inde, både i takt med, at Max flytter sig, men også i forhold til de implicerede. Efter et stykke tid at have fulgt to andre teenagere er fokus nu på den ranglede Max, men det umiddelbart lidt mærkværdige spring er ikke irriterende, netop fordi "Pavilion" ikke er en handlingsfilm, men derimod en stemningsfilm.

    Fænomenalt detaljeblik
    Og stemningerne er mange. Rigtig mange. Med et fænomenalt blik for detaljer i både naturen og mellem de grundlæggende rastløse teenagere former filmen et hjertebankende intenst møde med tilværelsens ulidelige, ja – lethed.

    Det smukkeste i verden
    For Sutton dokumenterer med sine omstrejfende teenagere selve nuet og ophøjer det til det smukkeste og enkleste i denne verden, uden at spille med musklerne. I stedet taler hvert billede for sig selv, stort set ikke musikunderlagt og med en dialog, der indkapsler øjeblikkets flygtige skønhed.

    Udtalt ægthed
    Den gode håndfuld af amatørskuespillere, der er i kameralinsens fokus, spiller helt og holdent sig selv i en udtalt ægthed, som var kameraet overhovedet ikke til stede. Det er i høj grad Suttons fortjeneste, at nærværet og indlevelsen er så udtalt.

    Regulært tryllebindende
    Mange af Chris Dapkins’ billeder er regulært tryllebindende i al deres håndholdte uhøjtidelighed: Et blik op gennem træerne i himlen, de små krusninger i søens skumrende overflade, teenagernes eksperimenter med skateboardkunsten.

    Den unge krops perfekte anatomi
    Modsat hos Van Sant og særligt Larry Clark er seksualiteten mere underliggende, selvom kameraet bestemt går i kødet på den unge krops perfekte anatomi, med en bevidst taktil og betagende effektfuld virkning.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, USA, Drama, Teenagere, 68 min.

    Dansk titel: Pavilion
    Instr: Tim Sutton Prod: Tim Sutton, Derek Yip Manus: Tim Sutton Foto: Chris Dapkins Klip: Seth Bomse Mus: Sam Prekop
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation