Anger Management (2003)

    En forretningsmand dømmes af retten til vredesterapi, men er ikke klar over, at det indebærer, at terapeuten bogstavelig talt flytter ind i hans liv.


    TEMPERAMENT PÅ PRØVE

    Den platte Hollywoodkomedie-genres mester Peter Segal instruerer her ikonet Jack Nicholson, og allerede hér distancerer "Anger Management" sig betragteligt fra mange af de andre film i filmografien: Stjernen er landet.

    Tyndbenet farce
    Og det har uhørt stor betydning for den grundlæggende tyndbenede farce, at Jack øser ud af sit store (komiske) talent. I samspillet med Adam Sandler er der i hvert fald ingen tvivl om, hvem der brænder mest igennem.

    Dømt til vredesterapi
    Sandler spiller forretningsmanden Dave, der designer tøj til tykke huskatte (en morsom detalje!). Fredelig og forudsigelig af væsen lå det ikke lige i kortene, at han skulle blive dømt af retten til vredesterapi efter en episode i et fly. I øvrigt havde han i selvsamme fly som sidemakker vredes-terapeuten Buddy Rydell (skal det vise sig).

    Temperament på prøve
    Snart begynder terapien, og Rydell flytter bogstavelig talt ind i Daves liv. Han er med ham overalt, privat og på arbejde, og det bliver af selvsamme grund efterhånden svært for Dave at styre sit ellers meget kontrollerede temperament, og snart er parforholdet også sat på prøve.

    Spændetrøje-situation
    Komedien fungerer bedst i den første del, hvor det endnu er fascinerende at følge Daves spændetrøje-situation og Dr. Rydells meget insisterende facon. Herefter begynder filmen at gå lidt for meget op i nærved lagkagekomisk hat og brille, og man taber interessen.

    Kantede biroller
    Ud over Nicholsons fascinerende hovedrollepræstation som vredesterapeuten, glæder man sig over meget kantede biroller til særligt Woody Harrelson (i rollen som Galaxia) og til dels også January Jones (som ultrakinky lesbisk dulle).

    Taber pusten
    Adam Sandler præsterer helt efter bogen og yder udmærket modspil til sprudlende Nicholson. Men meget af gnisten i det umage pars samspil går fløjten, efterhånden som komedien taber pusten og bliver overfjollet.

    Musikken overrepræsenteret
    I øvrigt er musikken overrepræsenteret - en sjov undtagelse er, da Dave tvinges til at synge "I'm So Pretty" i sin standsede bil midt i myldretiden - i terapeutisk øjemed.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024