Labyrinth (1986)

    En selvoptaget teenager må igennem en lang række prøvelser på tid for at redde sin lillebror. Han er nemlig blevet kidnappet af en eventyrkonge.


    SPRØD KITSCH

    Firser-kitsch med sprødhed. Når David Bowie bryder ud i sang, og små og store dukker vugger i takt, er der stort set ikke et cineastisk øje tørt. Det er eventyr med en kikset men også fortryllende kant.

    Selvoptaget teenager
    "Labyrinth" fortæller historien om den selvoptagede teenager, Sarah, der ønsker sin irriterende lillebror langt væk. Men da babyen så rent faktisk forsvinder (Goblin-kongen Jareth har hørt Sarahs klagesang), er piben nødt til at få en anden lyd.

    Krinkelkroge
    Nu får Sarah 13 timer til at finde vej gennem en gigantisk labyrint. Hvis ikke hun er fundet frem til lillebror inden da, vil han for altid blive en del af Goblin-riget. Da labyrinten er ualmindelig kompliceret med flere visuelle bedrag og andet forstyrrende, er det et held, at der i de mange krinkelkroge bor nogle hjælpsomme væsner.

    Mod alle odds
    Her er alt fra talende orme til store bjørnelignende bamser. Sarah har et åbent sind i sin nye rolle, og det er heldigvis nemt at få venner i labyrinten. Så snart kan det måske alligevel lykkes at finde vej trods de hårde odds.

    Skævt dukkedesign
    Hvad der gør "Labyrinth" til en eventyrfilmoplevelse noget ud over det sædvanlige er først og fremmest Jim Hensons gennemskæve dukker, der har både udseender, væsner og stemmer i en liga helt for sig selv. Man bliver ganske enkelt forført af de aparte påfund.

    Nuttede krammedyr
    Henson, der trods de store succeser med bl.a. Muppet Show og Fragglerne ikke havde den store tiltro til egne evner, har formet en lang række både nuttede og besynderlige krammedyr, som unge Sarah går ualmindelig godt i spænd med.

    Børne- og vokseneventyr
    David Bowies rolle som strithårsudrustet fabelverdenshersker har mindre vægt i det samlede filmbillede. Fokus er på Sarah og hendes udfordringer. Men også Bowie passer fint ind i det både børne- og voksenegnede eventyr. Ikke mindst de fint serverede sange, der aldrig stjæler (lyd)billedet.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1986, Storbritannien, USA, Eventyr, Fantasi, Teenagere, Børn på film, 101 min.

    Dansk titel: Labyrinten til troldkongens slot
    Instr: Jim Henson Prod: Eric Rattray Manus: Terry Jones Foto: Alex Thomson Klip: John Grover Mus: Trevor Jones