Killing Them Softly (2012)

    En professionel håndlanger får til opgave at undersøge et røveri begået under en mafiabeskyttet pokerturnering.


    EFTERSMAG AF BLOD

    Mørkt, stilrent og overraskende balanceret film noir, der kombinerer nuancerede enkeltpræstationer med elegant filmhåndværk.

    Professionel håndlanger
    Den professionelle håndlanger Jackie Cogan får til opgave at undersøge et røveri begået under en mafiabeskyttet pokerturnering. Det burde ligge lige til skydefingeren, men da han hyrer en top-lejemorder til at klare et mord, viser det sig at han ikke er meget værd længere.

    Sagen i egen hånd
    Så måske er Cogan nødt til at tage sagen helt i egen hånd, når nu han er omgivet af lusede amatører og drikfældige hængerøve.

    Stoisk ro
    "Killing Them Softly" er præget af en stoisk ro midt i den temperamentsfulde heksekedel af mord, vold og dårlige nerver. Det kommer først og fremmest til udtryk i de meget langstrakte og helt jordbundne samtalescener, hvor lejemorderfagets facts slås fast.

    Eftersmag af blod
    Her er ingen underlægningsmusik, og der dvæles ved de enkelte replikker, så de får dén eftersmag af blod, som det barske tema lægger så fint op til.

    Ikke klassisk action
    Men det er samtidig heller ikke en film for fans af den klassiske action, netop fordi instruktør Andrew Dominik tager sig tid til fordybelse i det betændte voldsplot: "Killing Them Softly" kræver tålmodighed - titlen på filmen hentyder i øvrigt til, at Cogan foretrækker at skyde på lang afstand uden følelser.

    Tilbagestrøget ligegyldighed
    Brad Pitt gestalter Cogan med tilbagestrøget ligegyldighed: mord er til for at blive begået, ikke så meget pjat. Og Scott McNairy og Ben Mendelsohn udgør et komisk-uprofessionelt bankrøverpar, der slet ikke tænker over konsekvenserne.

    Stærke biroller
    Men det er i filmens biroller, at vi finder de helt store præstationer. James Gandolfinis nuanceret fordrukne lejemorder med orangefarvede brilleglas stjæler hele billedet i de sammenlagt ti minutter, han er på. Og Richard Jenkins får det optimale ud af sin birolle som den velklædte chauffør, der parerer ordrer men alligevel har meget svært ved at acceptere, at Cogan ryger i hans nærvær.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, USA, Thriller, Krimi, 97 min.

    Dansk titel: Killing Them Softly
    Instr: Andrew Dominik Prod: Dede Gardner, Anthony Katagas, Brad Pitt, Paula Mae Schwartz Manus: Andrew Dominik Baseret på: romanen "Cogan´s Trade" af George V. Higgins Foto: Greig Fraser Klip: Brian A. Kates
    Priser
    • CAN-N - Palme d´Or-nominering