Terminator Genisys (2015)

    En robot og et par modige mennesker af kød og blod sendes tilbage i tiden for at forsøge at pille lidt ved en ellers fastlagt dommedag og dens katastrofale følger.


    GENBRUG ER GULD

    Sammenhængende film:
    The Terminator (1984)
    Terminator 2: Judgment Day (1991)
    Terminator 3: Rise of the Machines (2003)
    Terminator Salvation (2009)
    Terminator Genisys (2015)

    Terminator: Dark Fate (2019)

     

    Hæderligt, men også knastørt forsøg på at genoplive "Terminator"-filmserien med Arnold Schwarzenegger tilbage efter guvernørpausen: "Genisys"-actionbraget er stort anlagt, men uden opfindsomhed og dybde.

    Savner dybde
    Dybde, spørger du så - det er måske lidt meget at forlange af en helt igennem kommerciel action-science-fiction film. Ikke helt, og særligt ikke når man ser på de den oprindelige films skæve charme, 2’erens eminent afrundende meta-psykosfære, 3’erens pumpende elegance og 4’erens overraskende kompromisløse fatalisme.

    Lommefilosoferende
    Sidstnævnte i øvrigt uden Arnold, der var på guvernørferie. Hans genkomst i denne femte film i serien er således ikke nok til at puste liv i robot-sfærerne, men hans særlige karisma er alligevel et plaster på såret i en historie præget af en alt for udpræget tør og lommefilosoferende stilstand.

    Etiske overvejelser
    "Terminator Genisys" er hverken en handlingsmæssig forgænger eller efterfølger, men snarere en fabuleren over de store etiske overvejelser, der måtte opstå i ebben og floden af dommedag.

    For/nu/fremtid
    Således bruger filmen alt for meget tid på at forklare fortiden, nutiden og fremtiden i den særligt terminator’ske kontekst, og det bliver på bekostning af dén rå og saftige fremdrift, man ellers med god grund kunne have forventet sig af en 2015-opdatering.

    Svulstigt format
    Ikke at filmen er uden action: Her er bestemt mange velkoreograferede scener bygget ind i det svulstige 3D-IMAX-format, men manuskriptet tillader ikke nogen særlig interessant kontekst. De enkelte begivenheder er hermed flotte uden at bide fra sig.

    Humor efterlyses
    Man trænger i dén grad til både mere drama og humor - de mange fesne diskussioner om ret og vrang i menneskehedens tjeneste er uinteressante og desuden stift spillede af Emilia Clarke, Jai Courtney og Jason Clarke som det lille trekløver af (vistnok) menneskelige islæt.

    Genbrug er guld
    Schwarzenegger bidrager som nævnt med lidt udstråling, men rollen er genbrugt snarere end fornyet, selvom der spilles på den "naturlige" ældning af robottens menneskevæv.

    Rendyrket effektfilm
    Helt som ventet er "Terminator Genisys" en rendyrket effektfilm, særligt bistået af billed- og effektformatets overstyring. Men også lyd- og musiksiden er ekstremt voldsom, mere end man husker fra de tidligere film.

    Flere efterfølgere på vej
    I seriens kontekst en svag film, men som enkeltstående underholdning stadig passabel. Der lægges klart op til flere efterfølgere (filmen her er tænkt som den første i en ny trilogi); lad os håbe, at der kommer lidt mere kød på sagerne hér!



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024