Everything Must Go (2010)

    En midaldrende mand er blevet gået og låst ude af sin kone – og må nu fundere over sin nye livssituation mellem alle møblerne i forhaven.


    UNDERFUNDIGHEDER

    Det var da en skøn overraskelse og en på alle måder sympatisk film: "Everything Must Go" placerer komikeren Will Ferrell i en underfundig og alvorlig rolle, og dén chance griber og formidler han perfekt.


    Fyret af chef og kone
    Midaldrende Nick Halsey bliver både fyret af chefen og konen på samme dag. Så nu sidder han blandt alle sine møbler i forhaven foran huset. Konen har udskiftet låsen, og Nick går i gang med at drikke dåseøl.

    Kvalitetstid i forhaven
    Kvalitetstiden i forhaven bliver truet af vrisne naboer og ordensmagten, men Nick har ikke tænkt sig at flytte ud af sin have lige foreløbig, og snart møder han drengen Kenny, der hjælper ham med at sætte system i et kommende loppemarked.

    Bittersød perle
    "Everything Must Go" er en lille bittersød perle helt uden overflødig indpakning. Handlingen afvikles på hvilepulsens præmisser, hvor der er tid til at kræse om de enkelte nuancer i den fine historie.

    Humoren til stede
    Humoren er også markant til stede, mest som en underspillet farvelægning, men også eksplicit som da Nick fx overværer et uortodokst nabosamleje gennem vinduet.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2010, USA, Drama, Komedie, Børn på film, 97 min.

    Dansk titel: Neighbour For Sale
    Instr: Dan Rush Prod: Marty Bowen, Wyck Godfrey Manus: Dan Rush Baseret på: novelle af Raymond Carver Foto: Michael Barrett Klip: Sandra Adair Mus: David Torn