Eu cand vreau sa fluier, fluier (2010)

    En ung rumæner er tæt på at have afsonet sin fængselsstraf, da nyheden om at hans mor vil føre lillebror til Italien får ham helt ud af fatning.


    DESPERAT BAG TREMMER

    Prisoverdynget nybølge-rumænsk fængselsdrama, der i sin velvalgt minimalistiske fortællestil indrammer intense fængselsbegivenheder med hårrejsende effekt.


    At opføre sig ordentligt
    Det er historien om unge Silviu, der har få dage tilbage af sit ophold på et relativt åbent fængsel. Han bestræber sig på at opføre sig ordentligt, men er i den mavesure inspektørs søgelys.

    Et uventet besøg
    Da Silviu får uventet besøg af sin lillebror, får han nyheden om, at moren vil flytte med lillebroren til Italien, og dét kan Silviu slet ikke forholde sig til, og efterhånden koger det over for ham.

    Ærlig fortællestil
    Filmoplevelsen vinder utrolig mange meter på sin helt igennem ærlige fortællestil, der er baseret på ren reallyd, indfølt skuespil og semi-dokumentarisk håndholdt kameraføring.

    Historien udnyttes smart
    Det er ikke et plot, der har alenlange ubegrænsede udviklingsmuligheder, men den lille og intense historie udnyttes smart med den begrænsede fængselskulisse som omdrejningspunkt.

    Mødet med virkeligheden
    Mødet med "virkeligheden" er således filmens helt store udstråling, og tiltrækningskraften i dette kølvand er betragtelig. Vinden i lejren og mellem frugttræerne får lov at fortælle sine helt egne hemmeligheder.

    Troværdigt sammenbidt
    George Pistereanu er troværdigt sammenbidt i hovedrollen, ligesom den regelret sure fængselsinspektør formidles stærkt af Mihai Constantin.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2010, Rumænien, Fængselsfilm, Drama, 94 min.

    Dansk titel: If I Want to Whistle, I Whistle
    Instr: Florin Serban Prod: Catalin Mitulescu, Daniel Mitulescu Manus: Catalin Mitulescu, Florin Serban Baseret på: skuespil af Andreea Valean Foto: Marius Panduru Klip: Sorin Baican, Catalin Cristutiu