Bube Stur (2015)

    En ung kvinde ankommer til en sydtysk bondegård, men bliver ikke ligefrem mødt med åbne arme, selvom hun er der for at hjælpe.


    INGEN ÅBNE ARME

    Berlinerfilmskole-eleven Moritz Krämers tredjeårsfilm er dette modne drama, der kredser om sydtysk bondskhed lukket for tilnærmelser og fornyelse.


    Ingen åbne arme
    Da den 21-årige Hanna ankommer til en afsides beliggende gård i smukke omgivelser, er det ikke ligefrem åbne arme, der præger modtagelsen. Hun er ellers rejst langt for at få lov til at yde en indsats langt fra storbyens stress.

    Sammenbidt
    Gårdparret er sammenbidt og skilsmissetruet, og herudover er der meget, der tyder på, at de er tvunget til at dreje nøglen om, da gårdmanden nægter at opgive sin egen personlige mælkestrejke.

    En opblødning
    Måske har Hanna alligevel en chance for at bløde situationen op - mod alle odds? Umiddelbart synes dette umuligt. Der er ikke noget, der kan få smilebåndene vendt opad, og tonen er kold og kynisk.

    Enkelt fortalt
    "Bube Stur" er en meget enkelt fortalt film: Ærlig, håndholdt kameraføring i en bjergrig hemmelighedsfuldhed, der er en meget vigtig medspiller i den trykkede historie.

    Uden filter
    Og musikeren Moritz Krämers bevidste fravalg af underlægningsmusik mere end blotter de mange nervebaner, som den stærkt skrevne historie lægger op til: Hele filmen igennem er begivenhederne parkeret helt fremme i tilskuerens oplevelselsverden, uden filter.

    Elegant kantet
    Med en blanding af professionelle og førstegangsskuespillere former filmen en elegant kantet udkants-Tysklands-oplevelse, der har fokus på fraværet af empati - mellem malkekøer.

    Intet credo
    Men det betyder ikke, at filmoplevelsen er udpræget deprimerende. Lige under overfladen spirer en mulig opblødning. Det er dog ikke Krämers mission at servere det helt store credo: Filmen slutter ligeså enkelt, smukt og tankevækkende, som den begyndte.



    Anmeldt i 2015 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2015, Tyskland, Drama, 81 min.

    Dansk titel: Stubborn Boy
    Instr: Moritz Krämer Prod: Markus Kaatsch, Niklas Warnecke Manus: Moritz Krämer Foto: Patrick Jasim Klip: Adrienne Hudson, Moritz Krämer Mus: Jack Beauregard
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation