Det gælder os alle (1949)

    En dansk Røde Kors-læge må træffe et valg, da hans kæreste ikke forstår hans beslutning om hele tiden at rejse for at hjælpe børn i nød lige efter krigen.


    IDEALISTISK OMFAVNELSE

    Sammenhængende film:

    Det gælder os alle (1949)

    Kärleken segrar (1949)

     

    Særdeles pertentligt og teatralsk efterkrigsdrama, der sætter nærved al medmenneskelig idealisme på spidsen på blot halvanden time.

     

    Belærende
    I en, set med nutidige briller, temmelig kvælende belærende tone kan den forprogrammeret idealistiske dialog næsten lægge sig som et tykt lag sirup over filmens melodramatik. Vi befinder os hos familien Lassen umiddelbart efter afslutningen på 2. verdenskrig. Røde Kors-lægen Jørgen er netop hjemvendt efter et ophold i Tyskland, men kæresten Edith forstår ikke hans dispositioner.

     

    Trænger til opmuntring

    Hun vil have Jørgen for sig selv. Til det rige danske hjem ankommer nu den tyske pige Leni. Hun har været i kz-lejr og trænger til opmuntring og opfedning, men ikke alle i familien Lassen værdsætter hendes tilstedeværelse.

     

    Jalousi
    Selvom Leni snart lærer sig det danske sprog og smitter med sit gode humør, lurer hele tiden en form for tyskerhad og jalousi. I et opgør får Edith sagt, hvad hun mener om Leni, og pigen flygter ud på landevejen. Snart skal der dog falde lidt mere fordragelighed over gemytterne. Filmen skulle jo gerne slutte, hvor den begyndte: I den idealistiske omfavnelse.

     

    Brænder for at hjælpe
    Som nævnt er den teatralske tone i filmen sine steder absurd anmassende. Og den idealistiske Jørgen hyldes til tonerne af sprøde violiner: Et djærvt og modigt stykke mandfolk, der brænder for at hjælpe – i Danmarks ånd. Sådan føler man, det er citeret – mellem linjerne. Og selvom det er knap så tykt skåret ud, er der dog ikke langt hertil.

     

    Åndeligt retvendt
    Skuespillet er ligeså åndeligt retvendt som historien, og det er svært for spillerne at hive meget autenticitet ud af den drivende dundertale, til trods for at filmen blev indspillet blot fire år efter krigen. Ilselil Larsen udstråler kærlig entusiasme som den trængte Leni, men den tykt tyske accent trækker troværdigheden et godt stykke ned.

     

    Morgensur familiefar

    Bedre er Ib Schønbergs evigt morgensure familiefar, om end denne uudslukkelige vrede er langt fra skønsunget formidlet. Lisbeth Movin er udmærket som pigebarnet med de lidt for selviske tanker. Men også denne rolle er for tilmudret af en tungtvejende moral.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024