Inkasso (2004)

    En spilleglad ung kvinde skylder en masse penge, men den korporlige håndlanger, der skal kradse pengene ind, forelsker sig i stedet.


    TUMPEPLAT ACTIONFIS

    Næsten til perfektion gennemført idiotisk romantisk actionkomedie af stuntmanden Lasse Spang Olsen.

    Ligegyldigt
    Fyldt til bristepunktet med blafrende ustabilt skuespil og masser af sødladen popmusik fremstår "Inkasso", rettelig stavet med to dollartegn, helt og aldeles ligegyldig. En kvindelig spillefugl med bundløs gæld er i fare for at blive overfaldet af væmmelige bagmænd, der vil kræve skejserne ind.

    Sød musik opstår
    Men den korporlige håndlanger, der har fået tjansen med at hente pengene, forelsker sig i stedet i spillefuglen - og sød musik opstår. Forventeligt proppet med lalleglad action, dog sporadisk ledsaget af en pæn form for humor. Fx er Ole Ernst ubetalelig som den helt store gangsterbagmand.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024