Ingenmandsland (2013)

Ærligt, tilstedeværende og oprigtigt empatisk. Michael Graversen formidler i sin afgangsfilm fra den engelske National Film & TV School et hudløst og smerteligt portræt af hverdagen på et børneasylcenter i Nordsjælland.
 

Ingen forstillelse

Der er intet kækt eller forstillet ved Graversens portræt. Dette mærker man fra første scene, hvor autenticiteten allerede er tydelig i kraft af fravalget af musik og flamboyant kameraføring.

Noget på hjerte
Det er nemlig en film, der har noget på hjerte - og ikke bare er en kunstnerisk skal omkring en dokumentarisk fortærsket hverdagsdramatik.
 

Ventetid

På børneasylcentret i Jægerspris kæmper en gruppe drenge for at holde ventetiden og uvisheden ud. Får de permanent opholdstilladelse? Skal de sendes hjem? Eller hvad kan de overhovedet forvente?

Rolig dybde
Filmen har sin egen rolige og troværdige dybde, der formes af de rigtige valg i den kompakte form og narrativitet. Smerten bliver dybere i portrættet af den enkelte menneskeskæbne, når fotografen er rent observerende og ikke på nogen måde lægger stemme, musik eller effekter til.

Elegant ydmygt
Og sådan er "Ingenmandsland": Et forbilledligt ærligt og elegant ydmygt udtryk på menneskelig afmagt og håbløshed i et skær af lysegrønt håb.

Strejf i fortællingen
De enkelte børn (eller snarere unge) på asylcentret strejfes kun i fortællingen. Der er ikke nogen grund til at blive melo- eller overdramatisk. Virkningen ligger i den generelle indfangelse af den psykisk spændte atmosfære – som netop er på et mere sfærisk plan end bare ren og skær rå dokumentarisme.

Lyriske fortællergreb
Dette kommer ikke mindst til udtryk i filmens ofte lyriske fortællergreb, hvor særligt et delikat lyddesign, flettet omkring naturens egne lyde, er med til at spore tilskueren ind på de dybere spørgsmål bag filmens udtryk.