88 Minutes (2007)

Instruktør Jon Avnet evner igen og igen at fabrikere tyndslidt gennemsnitlige film, der ikke levner så meget som et sekund til tilfældighederne, og som med højt budget og stjerneskuespillere får en helt ufortjent høj eksponering. I "88 Minutes" spiller Al Pacino en retspsykiater, der netop har afsluttet en større sag. En seriemorder er blevet dømt og venter nu på at modtage sin dødsstraf.

Dameglad
Retspsykiateren er glad for damer, og han har nok af dem. Hans seneste unge erobring serverer morgenkaffen i bar røv med sovekammerøjne, men idyllen bliver hurtigt ødelagt.
 

Over stok og sten

En kopimorder har nemlig slået til, og retspsykiateren må tilbage til arbejdet. Men han får snart andet at tænke på, da en forvrænget stemme i den anden ende af røret siger "tik tak – du har nu 88 minutter tilbage at leve i". Herfra går det over stok og sten i forsøget på at få løst gåderne, før det er for sent.

Respektløst

Man kan undre sig over, hvad der får Al Pacino til at takke ja til sådan en film. Omvendt havde filmen uden tvivl aldrig opnået sin popularitet uden den store stjerne i hovedrollen. Grundlæggende behandler Jon Avnet sin publikum respektløst, idet han lader "filmelementerne" rase fra start til slut: Fikst dominerende musik, saftig klipning og åleglat fotografering.

Overfladisk og uinteressant
Det er så overfladisk og uinteressant – og oven i købet helt uden vilje til at forme bare den mindste smule kant eller overraskelse ud af historien. En stribe klamt detaljerede indblik i massemorderens arbejdsmetoder kunne vi godt have været foruden, selvom det vel er her, filmens eneste raffinement kan siges at opstå.