I Never Sang For My Father (1970)

    En mand i fyrrerne kæmper en hård kamp for at løsrive sig fra sin dominerende far, der netop er blevet enkemand.


    BETAGENDE STORSPIL

    Instruktøren Gibert Cates var kendt og berømmet for sin stærke personinstruktion, og det bliver bekræftet i dette fortættede far-søn-drama.

    Melvyn Douglas’ film
    Det er fuldstændig Melvyn Douglas’ film. Den på det tidspunkt knap 70-årige Douglas leverer en præstation, der ikke kan andet end gå dybt under huden, og dette er filmens helt unikke styrke.
     

    Alene tilbage

    Douglas spiller den 80-årige, småsenile mand, hvis kone er alvorligt syg. Da hun dør, står sønnen mere eller mindre alene tilbage med den alvorligt sårede men dominerende far, der ikke kan eller vil acceptere, at sønnen flytter til Californien til sin nye kærlighed.

    Nærved usentimentalt
    Filmen forbliver nærved usentimental på grund af det intense fokus på skuespillet. Der er sat den nødvendige tid og omsorg af til at skabe et troværdigt billede af det komplicerede forhold mellem en far og en søn.

    70’er-fortællestil
    Filmens 70’er-fortællestil fornægter sig ikke, komplet med synthesizer-musik og kameraet i liflige zoom-bevægelser samt præ-dogmatisk håndholdte rysteture. Gene Hackmans rundture på plejehjem er rent faktisk hårrejsende ækle - lige en tand for musikalsk dramatiseret, men et godt sindbillede på afmagt og forfald.



    Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1970, USA, Psykologisk drama, 92 min.

    Dansk titel: I Never Sang For My Father
    Instr: Gilbert Cates Prod: Gilbert Cates Manus: Robert Anderson Baseret på: skuespil af Robert Anderson Foto: Morris Hartzband, George Stoetzel Klip: Angelo Ross Mus: Al Gorgoni, Barry Mann
    Priser
    • AAN - Bedste adopterede manuskript
    • AAN - Bedste skuespiller (Douglas)
    • AAN - Bedste birolleskuespiller (Hackman)
    • GG-N - Bedste film
    • GG-N - Bedste skuespiller (Douglas)