Harrys döttrar (2005)

Det er en barsk historie, som instruktøren og manuskriptforfatteren Richard Hobert præsenterer os for, idet tabubelagte emner som dødfødsel og psykisk labilitet er bærende søjler.
 

Skriger til himmelen

Det bliver dog hurtigt klart, at instruktøren slet ikke har greb om nervebanerne i sit filmprojekt, og fra første fløjt dominerer klichéerne i både fortælling og skuespil, så det skriger til himlen.
 

Brede smil på gravide læber

Søstrene Marie (Lena Endre) og Ninni (Amanda Ooms) venter begge børn og er højgravide med brede smil på læberne. Skæbnen vil imidlertid, at lillesøster Ninnis barn er dødfødt, og det bliver begyndelsen til et dramatisk spil, hvor Marie bliver fuldstændig paranoid og nægter Ninni adgang til sin baby.
 

Insisterer på at dikkedikke

Omvendt er Ninni yderst anmassende og insisterer på at dikkedikke, og det virker bestemt ikke som om, at Maries mand, Erik (Jørgen Langhelle), har fattet alvoren i Maries sammenbrud. Det store og åbne spørgsmål er, hvem der er længst ude, og hvad den psykiske terror skal ende med.

Uskyldig svensk film?
Dybest set en ganske uskyldig svensk film, men iscenesættelsen er fatalistisk og sensationssøgende på en alt for tynd baggrund. Det intense søsterlige opgør bliver kun mere og mere usandsynligt, efterhånden som Hobert lader begivenhederne eskalere, og det udvikler sig til regulært komiske scener, hvor intensiteten ventes højest.

50-årig nybagt mor
Lena Endre skruer grundigt op for gassen som storesøster Marie, og det er ikke noget kønt skue. At Endre var 50, da filmen blev indspillet, gør ikke hendes status som nybagt mor mere troværdig.
 

Typisk trist musik

Hobert har hyret filmkomponist-kendissen Zbigniew Presiner, og resultatet er en typisk trist og enkelt instrumenteret underlægningsmusik. Men det er fatalt forkert musik til et svensk, psykologisk skærgårdsdrama.