Fine Things (1990)

    Det hele var ellers lige så lykkeligt, da en ung kvinde fandt manden i sit liv, men så banker døden og eksmanden på døren.


    DANIELLE STEEL KAN BARE DET DÉR GYLLE

    Storproducenten af vamlerromaner, Danielle Steel, må leve fedt af de mange tv-filmatiseringer af hendes romaner. Steel kan sit særlige kram: Historierne rummer alle et unikt komprimeret spektrum af livets facetter, ja på det nærmeste hele vejen fra vugge til grav.

    Lykkelig alenemor
    "Fine Things" er ingen undtagelse - her stifter vi bekendtskab med alenemoderen, Liz, der aldrig har fortalt sin datter, at hun rent faktisk har en far i levende live - som moderen absolut ikke vil kendes ved.

    Snart møder Liz den høje charmetrold, Bernie, og det er kærlighed ved første blik. Det bedste ved Bernie er næsten, at han er så god til børn.

    Kernefamilieidyllen brydes
    Men nu dukker Liz' eksman pludselig op og kræver retten til at se sin datter - hvilket slet ikke passer ind i den nye kernefamilies idyl. Og som om det ikke skulle være nok, lægger Liz sig også syg - og går den sikre død i møde..

    Stærke amerikanske budskaber
    Det er jo nogle stærke budskaber, sådan en film rummer. Selvom der både er tristesse og jublende lykke, er det endog særdeles svært for en europæisk tilskuer at finde kernen i de stærke følelser.

    Ufrivilligt komisk
    Ganske enkelt fordi Steels indfaldsvinkler er forlorne og polerede i en sådan grad, at det grænser til det ufrivilligt komiske.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1990, USA, Psykologisk drama, Romantik, 140 min.

    Dansk titel: Værd at leve for (tv)
    Instr: Tom Moore Prod: Hugh Benson (I), Tim King Manus: Peter Lefcourt (teleplay) Baseret på: roman af Danielle Steel Foto: Lloyd Ahern II Klip: Michael S. McLean, Wayne Wahrman Mus: Lee Holdridge