Pitch Black (2000)

    En lille gruppe astronauter strander på en ugæstfri planet. Her bor der monstre, der skyer lyset. Men så kommer solformørkelsen..


    DEN UGÆSTFRI PLANET

    Sammenhængende film:
    Pitch Black (2000)
    The Chronicles of Riddick (2004)
    Riddick (2013)

    Det meget uheldige sker, at rumskibet strejker for en lille gruppe fremtidsrejsende, og de er nødt til at nødlande på en fremmed planet. Efter at have besigtiget forholdene, finder gruppen ud af, at planetens beboere ikke just er gæstfri.

    Blodtørstige væsner
    Der er tale om blodtørstige, bevingede væsner, der lever i mørket under jorden (eller hvad 'jord' nu er på dén planet). Uheldigvis er der en voldom solformørkelse på vej, så nu gælder det virkelig om at klemme balderne sammen.

    En morder, der kan se i mørke
    Til alt held har gruppen en handlekraftig morder med. Han har øjne, der kan se i mørke, og det bliver meget værd for de skræmte.

    Hårrejsende stemninger
    "Pitch Black" er fuld af hårrejsende stemninger, først og fremmest grundet et raffineret lydbillede. Historien er brudstykker af talrige forgængere inden for genren; her er der ikke meget nyt at komme efter - men hvorfor også komme med noget nyt, hvis man kan gentage de andres succes?

    Uhygge på det jævne
    Nogen ubetinget succes kan man dog ikke kalde "Pitch Black". Uhyggen forbliver på det jævne, det er aldrig påkrævet at kigge væk eller lave ansigtsgrimasser af skræk.

    For svag i karakteren
    Hertil er hele filmen for svag i karakteren, og hele oplevelsen strækker sig aldrig ud over det jævne. Enkelte stemninger har en vis form for identitet, som man kan knytte til oplevelsen, til gengæld er hele persongalleriet så smækfyldt med forudsigelighed og klichéer, at man næsten havde foretrukket filmen uden mennesker.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2000, USA, Science Fiction, Gyser, 108 min.

    Dansk titel: Pitch Black
    Instr: David Twohy Prod: Tom Engelman Manus: Jim Wheat, Ken Wheat, David Twohy Foto: David Eggby Klip: Rick Shaine Mus: Graeme Revell