Cruel Intentions (1999)

    Et sexrivaliserende søskendepar indgår et væddemål: Hvis han kan forføre en ung jomfru, vil han til gengæld få det, han altid har ønsket sig.


    FRISK GENINDSPILNING

    Filmatiseringer af Choderlos de Laclos' roman:
    Dangerous Liaisons (1998)
    Valmont (1989)
    Cruel Intentions (1999)

    "Cruel Intentions" har på dansk fået den noget mere savlfrembringende titel "Sex Games". Og begge titler er egentlig meget sigende om filmen:

    Et sexet væddemål
    Den unge Sebastian Valmont lever og ånder for sit specielle talent: At forføre helt unge piger. Han indgår et væddemål med sin sexede halvsøster Kathryn Merteuil, der lyder, at hvis han kan lykkes med at forføre den dydige unge jomfru Annette Hardgrove, kan han til gengæld indkassere en tur i kanen med den kostbare halvsøster. Noget som Sebastian altid har ønsket sig! Hvis Kathryn vinder, overtager hun til gengæld Sebastians vakse bil.

    Selvsikker charmør
    Det bliver som ventet ikke helt nemt for den selvsikre unge charmør at lægge billet ind hos den gennemfornuftige Annette, men når først han spiller på alle talenterne, er der ikke mange, der kan holde sig tilbage. Kathryns og Sebastians leg med sex kører dog ud på et sidespor, og det får fatale følger.

    Talentfulde unge spillere
    "Cruel Intentions" vinder først og fremmest på sine virkeligt talentfulde unge skuespillere: Både Sarah Michelle Gellar og Ryan Phillippe er helt uovervindelige som stærkt rivaliserende søskende med fabelagtigt effektiv sexappeal.

    Smukt jomfrueligt
    I mindre roller skal der lyde store roser til Reese Witherspoon for hendes troværdige naturlighed, til Selma Blair for hendes smukt jomfruelige udforskninger, Joshua Jackson for en skøn homoseksuel drugdealer med afbleget hår, for ikke at glemme Eric Mabius i rollen som Jacksons forskræmte elsker.

    Indbydende
    Filmen er indbydende fra begyndelsen. De mange unge ansigter er i sig selv billedskønne, men det bedste er, at historien i det meste af filmen er dejligt fræk og flabet i sin karakteristik af legen med sex. Det varer ved det meste af filmen, men ebber desværre ud, efterhånden som vi nærmer os slutningen.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1999, USA, Romantik, Drama, Teenagere, Homoseksuelt tema, 93 min.

    Dansk titel: Sex Games
    Instr: Roger Kumble Prod: Neal H. Moritz Manus: Roger Kumble Baseret på: romanen "Les liaisons dangereuses" af Choderlos de Laclos Foto: Theo van de Sande Klip: Jeff Freeman Mus: Ed Shearmur