The Matrix (1999)

    Folk render rundt og tror, at de lever på normal vis. I virkeligheden er Jorden og dens mennesker playback i en tænkt virkelighed.


    FULDPAKKEN AF EFFEKTER

    Sammenhængende film:
    The Matrix (1999)
    The Matrix Reloaded (2003)

    "The Matrix" er et udvidet computerspil. Skærmen er svulmet op til et kæmpemæssigt lærred, lyden er blevet totalomkransende, og grafikken er en sanselig voldtægt.
     

    Virtuelt univers

    De figurer, der boltrer sig rundt i det virtuelle univers, ligner faktisk rigtige skuespillere. Der er en ung mand, der hedder Thomas A., som fuldstændig ligner den populære skuespiller Keanu Reeves.

    Vellykket avatar?
    En anden fyr ligner Laurence Fishburne, og så er der en, der ligner Marcus Chong, men ham kender man ikke rigtig, så det er svært at sige, om hans grafiske avatar er vellykket. I hvert fald fald er man ikke i tvivl om det virtuelle skisma i denne anderledes amerikanske film "The Matrix", som er en særdeles computerskabt og meget usandsynlig affære.

    Svært tilgængelig historie
    Særligt udvalgte personer finder vejen til "The Matrix", som er den anden side af det, vi i dag tror er vores virkelige liv. Det er en svært tilgængelig historie, men når først man kommer ind i den, er den til at følge med i.

    Gold virkelighed
    Faktisk er alt, hvad vi tror og gør, ifølge "The Matrix" bare noget iscenesat. Virkeligheden er anderledes gold og uhyggelig. Den unge Thomas A. bliver udvalgt til at opdage hemmeligheden om verdenen. Med denne udnævnelse følger en række overnaturlige evner. Thomas A. bliver lært op af mesteren Morpheus i den computerskabte "verden".

    Overdramatiserende effekter
    Man tror (gudskelov) ikke sine øjne og ører, men det er svært at lade sig imponere af dette ækelt dystre univers. Netop det mørke og dystopiske er hele filmens sjæl, men sjælen er der ikke meget tilbage af, når kernen har været igennem hele møllen af overdramatiserende effekter.

    Fuldpakken af effekter
    Det er fuldpakken af buldrende musik, overdrevent sofistikerede udviklinger i historien (når det er svært at følge med i, må det være godt?) og de gigantiske visuelle effekter, der former sit eget univers af show off - imponerende sidst i halvfemserne, men stadig alt, alt for meget af det gode.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1999, USA, Fantasi, Action, Science Fiction, 125 min.

    Dansk titel: The Matrix
    Instr: Lana Wachowski, Lilly Wachowski Prod: Joel Silver, Erwin Stoff, Wachowski Bros Manus: Wachowski Bros. Foto: Bill Pope Klip: Zach Staenberg Mus: Don Davis
    Priser
    • AA - Bedste klipning
    • AA - Bedste visuelle effekter
    • AA - Bedste lydeffektsklipning
    • AA - Bedste lyd