Harold and Maude (1971)

    En sær overklasseknægt møder en 65 år ældre lidelsesfælle, og de to fatter interesse for hinanden.


    EN SJÆLDEN PERLE

    Har man ikke set den, bør man unde sig halvanden time i selskab med "Harold and Maude", en sjælden og livsbekræftende kærlighedsfilm.
     

    Betagende univers

    Filmen skaber sit helt eget betagende univers primært gennem den overraskende og alternative historie. Det er en på alle måder forførende affære, en lille perle. I de to bærende hovedroller oplever vi garvede Ruth Gordon i hendes velsagtens mest fuldbyrdede præstation og unge Bud Cort, der viser prøver på sit store skuespilstalent.

    Aparte og elskeligt
    Historien bringer dem sammen på en både aparte og elskelig måde. Den unge overklassedreng Harold (Cort) har meget svært ved at finde sig til rette mellem snobbede mennesker og skejer ud gennem at fingere selvmord - der slet ikke længere imponerer hans mor.
     

    Fascineret af begravelser

    Harold fordriver tiden med at gå til fremmede menneskers begravelser. Han er fascineret af disse ceremonier og køber også en gammel ligvogn til privat brug. En dag møder han den 79-årige Maude (Gordon), der viser sig at have samme sære interesse men er anderledes udadvendt og energisk. De to finder nu sammen og fascineres af hinanden. Da filmen blev indspillet, var den bestemt ikke lige ønsket af alle. Det tabubelagte emne: kærlighed mellem ung og gammel, faldt ikke i god jord.

    Eftertænksom og kærlig
    Filmen er en sort komedie, der er stilfærdig, eftertænksom og kærlig, så personerne og begivenhederne rører en helt ind i hjertet, samtidig med at man ofte sidder med et bredt smil og klukker. Det er på alle måder en vidunderlig film.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1971, USA, Drama, Romantik, Komedie, Teenagere, 90 min.

    Dansk titel: Sig det med blomster
    Instr: Hal Ashby Prod: Colin Higgins, Charles Mulvehill Manus: Colin Higgins Foto: John A. Alonzo Klip: William A. Sawyer, Edward Warschilka Mus: Cat Stevens
    Priser
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Gordon)
    • GG-N - Bedste skuespiller (Cort)