3454 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Ronin
For fuld fart gennem Paris jagter en gruppe velbetalte lejemordere en betydningsfuld kuffert.
BILJAGTER AF HØJ KLASSE
Veteran-instruktøren John Frankenheimer vender efter en længere pause fra de "rigtige" spillefilms verden tilbage med actionbraget "Ronin". Det er en heftig adrenalinoplevelse, egentlig ganske banal action - men morderligt overbevisende skruet sammen.

Veltrænede lejemordere
En gruppe veltrænede lejemordere sættes på en svær opgave i Frankrig. Her skal de skaffe en kuffert, der åbenbart er meget betydningsfuld for de betalende bagmænd.

Ingen ved, hvad der ligger i kufferten. Disse specielle lejemordere mødes i Paris for at aftale detaljerne omkring erobringen af kufferten. En spinkel kvindelig agent leder og fordeler arbejdet mellem de i særklasse benhårde mænd.

Amerikaneren Sam og franskmanden Vincent går sammen med cottoncoat-fyren Gregor og den lettere genstridige Spence i gang med opgaven.

Potent Audi
Et af de vigtigste elementer i opgaven er en hurtig bil. Der skal nemlig køres rigtig stærkt gennem Paris' gader. En Audi A8 får æren først.

Men det siger vel sig selv, at lige meget hvor mange revolvere og jagtgeværer, man har under jakken, så er det ualmindelig svært at undslippe sådan en aktion uden skrammer. Det hjælper dog lidt at have en god chauffør, som formår at forcere de parisiske gader med 150 km/t.

Opildnede motorer
Den herlige lyd af dækhvinen og opildnede motorer sætter gang i blodomløbet. Vel at mærke fordi John Frankenheimer med sin fænomenale timing og fuldendte kunstneriske overblik gør biljagterne i "Ronin" til en drøm. De er i en klasse helt for sig.

Skuespillet er desuden glimrende: Der skal bare spilles hårdt og brutalt, ind imellem med plads til et lille smil og en menneskelig bemærkning.

Fyrigt spil
Robert De Niro og Jean Reno spiller fyrigt over for hinanden, og så er det en fornøjelse at se svenske Stellan Skarsgård i rollen som koldblodig skurk. Han gør det virkelig overbevisende.

Det er heftig og bemærkelsesværdig action, der kan mærkes i kroppen.
Anmeldt i 1998 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Ronin

Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7
Fakta om filmen
1998, USA, Action, 116 min
Dansk titel: Ronin
Instr: John Frankenheimer Prod: Frank Mancuso Jr.  Manus: J. D. Zeik, Richard Weisz  Foto: Robert Fraisse  Klip: Anthony Gibbs  Mus: Elia Cmiral  
Medvirkende:
Robert De Niro (Sam)
Jean Reno (Vincent)
Stellan Skarsgård (Gregor)
Sean Bean (Spence)
Natascha McElhone
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.