3473 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Presumed Innocent
En populær anklager kommer i et stort dilemma, da han skal lede en sag om en kvinde, han har haft en affære med.
RETSSALSDRAMATIK MED NERVE
Inden opening credits til dette kriminaldrama høres Harrison Fords velkendte stemme. Redegørelser om det amerikanske retssystem og hans egen holdning til dette lyder i et beroligende tonefald, mens kameraet langsomt bevæger sig over mod mængden af tomme stole i en retssal. Her plejer juryen at sidde, og det kommer den også til i denne film.

Grundig præsentation
"Presumed Innocent" begynder udmærket med en grundig præsentation af hovedpersonen Rusty Sabich, en meget populær anklager og advokat, der stilles i lidt af et dilemma, da han gøres til hovedansvarlig for opklaringen af mordet på en kvindelig kollega, som han tidligere har haft et forhold til.

Rusty har stadig ikke glemt kærligheden til hende, og det har hans nuværende kone, Barbara, meget svært ved at acceptere. Under opklaringen af sagen dukker flere og flere detaljer om det prekære kærlighedsforhold op og skaber splid, ikke bare mellem Rusty og Barbara, men også mellem Rusty og loven.

Hovedmistænkt
For da først efterforskerne får nys om, at Rusty har været hos den myrdede på drabstidspunktet, bliver han mistænkt. Til at begynde med sådan rent rutinemæssigt, men det udvikler sig snart til at blive en ganske ubehagelig terror, og Rusty bliver den hovedmistænkte.

Selv hans chef og gode ven, Raymond Horgan, stiller sig op imod ham, og Rusty bliver nødt til at hyre en rigtig god (og dyr) advokat, til at rede trådene ud.

Måske uskyldig?
Den største del af filmen foregår således som ventet i en retssal, hvor det så er op til den høje dommer, Warren Lyttle, at afgøre, om Rusty Sabich er uskyldig eller blot måske uskyldig?

Filmen taber desværre sit høje spændingsniveau, da retssagen begynder. Alle forholdene skal gennemgås i lange, tunge og opmærksomhedskrævende scener. Selvom der stadig er spænding omkring udfaldet af retssagen, rummer den ikke tilstrækkelig fremdrift og energi.

Tillukket mimik
Harrison Fords tillukkede mimik er det, man tydeligst husker efter filmen. Men også en række originale kameraindstillinger hænger fast i hukommelsen. Og så selvfølgelig det glimrende skuespil. Ford bærer filmen med sit sikre og robuste skuespil. Skønt man næppe på noget tidspunkt er i tvivl om Rustys uskyld, så skal man jo alligevel ikke vide sig for sikker.

Brian Dennehy ses i en rigtig god birolle, og Bonnie Bedelia samt Raul Julia pumper i glimt nyt liv i filmen.

Bemærk den lange elevatortur fra omtrent 120. etage og ned på jorden igen. Uden et klip og med udsigt over storby og fjord diskuterer Rusty og Raymond. Betagende scene.
Anmeldt i 1992 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Presumed Innocent

Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7Karakter: 3 ud af 7
Fakta om filmen
1990, USA, Krimi, 120 min
Dansk titel: Måske uskyldig
Instr: Alan J. Pakula Prod: Sydney Pollack, Mark Rosenberg  Manus: Frank Pierson, Alan J. Pakula  Baseret på: roman af Scott Turow  Foto: Gordon Willis  Klip: Evan Lottman  Mus: John Williams  
Medvirkende:
Harrison Ford (Rusty Sabich)
Brian Dennehy (Raymond Horgan)
Raul Julia (Sandy Stern)
Bonnie Bedelia (Barbara Sabich)
Greta Scacchi (Caroline Polhemus)
Sab Shimono ('Painless' Kumagai)
Bradley Whitford (Jamie Kemp)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.