Aloys (2016)

    En sær og ensom privatdetektiv kontaktes af en mystisk kvinde. Fascineret af hendes stemme går han med på en særlig leg, der måske bringer ham lidt på banen.


    DUGGEDE RUDER

    Drænet for enhver kreativ åre forlader man biografen. Halvanden time i selskab med Tobias Nölles Berlin-prisvindende "Aloys" er ikke hverken kønt eller interessant, og så er det svært ikke at føle sig snydt eller bedraget.

    Tiltagende mystisk vanvid
    Nogle tilskuere vil falde bagover som følge af filmens tiltagende mystiske vanvid og skævhed. Andre falder forover i dyb hovedrysten over det mystiske nonsens, der udspiller sig. Man skal være mere end almindeligt begejstret for det aparte og ja, slet og ret det avantgardistiske, for at føle sig tiltrukket af "Aloys".

    Farver og mystik
    Man fornemmer en inspiration fra den svenske vanvidshumorist Roy Andersson, der i sine sene, skæve film også ynder at pakke ind i lag af farver og mystik. I "Aloys" mangler vi bare vellykkede humoristiske lag.

    Sær og ensom
    Den ensomme og sære privatdetektiv Aloys Adorn har netop mistet sin far, der var det absolut sidste familie, han havde tilbage, og nu står han på egne vaklende ben med både hverdag og forretning.

    Mærkværdigt telefonisk forhold
    Da han en dag bliver ringet op af en mystisk kvinde, bliver det begyndelsen til et meget mærkværdigt telefonisk forhold, der efterhånden helt udvisker grænserne mellem drøm, virkelighed - og vanvid.

    Mærkelige dobbeltlag
    For Aloys er i forvejen fanget ind i sin egen verden af overvågning, lydoptagelser og mærkelige dobbeltlag. Alligevel tiltrækkes han så meget af kvindestemmen, at han begynder at efterleve hendes forslag, og snart er hans forestillingsverden fuldstændig omsluttet stemmen, som var den en kæreste i egen høje person.

    Det trøstesløses æstetik
    Filmen åbner interessant med en både visuelt eklatant stil og en rolig kausalitet. Billederne af Aloys triste liv står flot i det trøstesløses æstetik, centreret om dén boligblok og det hengemte kontor, hvor han lever sit liv.

    Helt ud på et sidespor
    Men for nu at sige det mildt, kører "Aloys" som film fuldstændig ud på et sidespor, og de udviskede grænser mellem snart sagt alle eksistentielle parametre flyder sammen i en pærevælling, der bestemt ikke tilfredsstiller den søde tand.

    Med ned i dyndet
    Georg Friedrich gør det pænt, særligt i filmens lovende start. Men også hans Aloys-rolle trækkes med ned i dyndet, i takt med at herlighederne tager overhånd.

    Duggede ruder
    Der er rigtig mange transportscener, hvor Aloys sidder i bussen - som oftest alene - og ruderne er altid meget duggede. Et meget godt billede på den forstillelse, som filmen efterlader sig på tilskuerens nethinde.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2016, Schweiz, Psykologisk drama, Mystik, 91 min.

    Dansk titel: Aloys
    Instr: Tobias Nölle Prod: Christian Davi, Christof Neracher, Thomas Thümena Manus: Tobias Nölle Foto: Simon Guy Fässler Klip: Tobias Nölle Mus: Tom Huber, Beat Jegen
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN - FIPRESCI Prize
    • BERLIN-N - Best First Feature Award-nominering
    • CPH - New Talent Grand Prix-nominering