Microbe & Gasoline (2015)

Michel Gondry, der i 2004 instruerede den skæve Eternal Sunshine of the Spotless Mind har her kastet sin kærlighed over en børnefilm, der i de bedste scener er opfindsom og farverig som Astrid Lindgrens univers.

Levende fantasi
De to klassekammerater og venner, Daniel og Théo, er begge i besiddelse af en levende fantasi. Daniel er en dygtig tegner, og Théo kan det meste med det rigtige værktøj. Selvom han er forsømt af forældrene, har han nemlig altid gået til hånde i faderens antikvitetsforretning.

Et spøjst køretøj
Sammen bygger de to nu et spøjst køretøj, udstyret med en plæneklippermotor, og tanken er nu at tage på road trip. Skulle de møde politiet, folder de bare køretøjet lidt mere ud - i forvejen er det bygget, så det ligner et minihus til forveksling.

Uforudsete begivenheder
Snart er drengene på vej, og deres tur bliver præget af alle mulige uforudsete begivenheder, men én ting ligger fast, sammenholdet kan kun styrkes, selvom de er meget forskellige.

Nuanceret & kærligt
Hvad der begynder som en meget nuanceret og kærligt genfortalt coming of age-dramatik kammer snart over i det noget mindre vellykkede farceprægede, efterhånden som drengenes tur tager farve af de mange sprøde begivenheder, der krydser deres vej.

Først varm, så fjollet
Således opleves "Microbe & Gasoline" - i øvrigt drengenes respektive øgenavne - som en børnefilm delt i to grundstemninger. Først den varme, så den fjollede. Det er lidt ærgerligt, at Gondry ikke er mere konsekvent i sin eksekvering, for havde filmen fulgt de indledende takters dybde, kunne filmen have bevæget sig i langt mere tankevækkende retninger.

Glimt i øjet
Komikken er dog hele vejen igennem serveret med glimt i øjet, og replikkerne falder skønt og troværdigt barnligt i det skæve venskab og den skæve kassebil. Men det er de nævnte indledende takter, hvor Gondry viser langt større interesse for de bagvedliggende dramaer i virkeligheden på tærsklen til at blive voksen, at "Microbe & Gasoline" står absolut stærkest.

Mere musik
Påfaldende nok er den "dybe" del af filmen også stort set fritaget for underlægningsmusik, og vi skal langt ind i den smukt og subtilt åbnede historie, før de første toner lyder. I takt med at handlingen bliver mere fjollet, følger også musik til flere forskellige stemninger. Det skaber mere ubalance og afslører vel egentlig grundlæggende, at instruktøren vedkender sig stilskiftet.

Vidunderlige drenge
Drengene spiller vidunderligt, særligt Ange Dargent har et forførende glimt i øjet. Han er den lille og mest introverte af de to og bliver ofte med sit lange hår taget for at være en pige. Det gør han så noget ved undervejs ved at klippe sig selv helt korthåret. Men det er blot en af mange finurlige sidehistorier. Fine franske landskabsbilleder indrammer drengenes road trip på fineste vis.