Baden Baden (2016)

I en nærmest normativt uafhængig filmfortællestil bidrager Rachel Langs spillefilmsdebut ikke til den helt store revolution indenfor udbuddet af festivalfilm. "Baden Baden" kredser i helt bogstavelig forstand om den 26-årige hovedperson Ana, der efter flere år i udlandet nu vender hjem til hverdagslivet i Strasbourg.

Verden har forandret sig?
Hun har mere end svært ved at finde sig til rette. Det er, som om hele den hjemlige verden har forandret sig omkring hende. Men det er nok mere sandsynligt, at hun selv gennem nye oplevelser har ændret syn på tilværelsen, og at de hjemlige venner og rutiner ikke har flyttet sig en tøddel.

Et regulært møgfald
I filmens lange åbningsscene følger kameraet - uden klip og bevægelse - den stakkels Ana, som hun triller af sted bag rattet i en stor Porsche og kommer for sent til det filmset, hvor hun er tilknyttet som frivillig. Her venter et regulært møgfald, inden hun igen kan køre ud mod udfordringer - eller rettere mangel på samme.

Hvad vil tilværelsen med Ana?
Ana tager sig kærligt af sin gamle bedstemor, der står for en større operation, og kærligheden er gensidig. Ana møder sin gamle kærlighed, og en form for forhold blomstrer igen. Men hvad vil hun egentlig med tilværelsen, eller hvad vil den med hende?

Udmærket stemningsbidrag
I dette grund-eksistentielle spørgsmål er Rachel Langs film et udmærket stemningsbidrag, for som tilskuer føler man sig virkelig hensat til en mageløst formålsløs formålsrettethed, som unge Ana dér flakker omkring. Det kunne have været decideret kedeligt, hvis ikke grundstemningen havde været så fin og afbalanceret, komplet jordbundet i sine musikløse og uhøjtidelige billeder.

Totaldistance fra mainstream
Men i denne stil opstår også faren for at ryge med begge ben samlede ned i en mergelgrav af fortærskethed, der netop i sin iver efter at fortælle alternativt - og ved at totaldistancere sig fra mainstream - kan blive en irritationsfaktor, grænsende til det konstruerede.

Ingen vilde udskejelser
Helt derud havner "Baden Baden" på ingen måde, men der er tendenser i fortællestilen, hvor man bliver træt, nærmest før dramaet reelt begynder at udspille sig. I dette tilfælde er der så tale om et meget udramatisk drama, hvor den vildeste udskejelse klart er omtalte møgfald i filmens start, samt Anas omgang med et badeværelse, der skal rives ned.

Rigelig indlevelse
Salomé Richard er i fokus i snart sagt samtlige scener. Historien er nærmest kun centreret om hende. Heldigvis udfylder hun Ana-rollen med rigelig indlevelse i den tågede identitetssøgen.