Cyrus (2010)

Som et ualmindeligt friskt pust til komediegenren bidrager dette Ridley og Tony Scott-producerede værk på flere måder til en god filmoplevelse. For selvom takten og tonen er komisk rettet an, så er "Cyrus" alligevel mestendels et drama, og et fint og nuanceret et af slagsen.

Fylder på alle parametre
John C. Reillys John har ikke rigtig fundet melodien efter en svær skilsmisse, men da han møder Molly, ser det ud til, at der er positive ændringer på vej. Problemet er bare, at Mollys hjemmeboende, voksne - og svært overvægtige - søn, Cyrus, fylder mere end godt er - på alle parametre, ikke mindst det mentale.

Spil for galleriet
Nu indleder John og Cyrus et akavet spil for galleriet. For Molly må ikke vide, at sønnike terroriserer John, som han anser som en rival. Samtidig må Molly heller ikke vide, at John afskyr Cyrus af åbenlyse grunde.

Kreative gnidninger
Det er disse kreative gnidninger, der gør filmen helt særligt vellykket. Kombineret med en komisk bittersødme, der aldrig overspilles. John C. Reilly tilfører rollen som John en sårbar energi, og samspillet med Jonah Hill er forbilledligt - Hill i en ualmindeligt veloplagt pokerfjæspræstation. Det er svært ikke at blive revet med af parløbet.

Mystificeret betragter
Der er små tendenser i retning af det noget pyssenyssede i det tiltagende intense kærlighedsforhold mellem John og Molly, særligt fordi Marisa Tomei ind imellem kammer lidt over i det krukkede. Catherine Keener har en fin birolle som Johns ekskone, der ser mystificeret til fra sidelinjen i betragtningen af Johns nye "familie".

Morsom detalje
Overordnet er filmmusikken ikke kvælende, men der er lange intense scener, der ville have stået uendeligt meget stærkere uden tonerne. En morsom musikalsk detalje er i øvrigt Cyrus’ egne keyboardøvelser tidligt i filmen, hvor han præsenterer den sagesløse og undrende John for sine elektroniske udskejelser.

Fine standarder
Jonah Hills Cyrus-præstation sætter fine standarder for pain in the ass-forvokset gøgeunge-terror. Det er i hvert fald en meget effektfuld irritationsfaktor, den unge skuespiller får sparket af sted.