The Rundown (2003)

    En firskåren kok med næverne skruet rigtigt på tager til junglen på en bundet opgave: At bringe en mafiabarons søn hjem til storbyen.


    FARVELØS KOMEDIE

    Pjattet og overstadig jungle-action, der promoverer den pumpede kampesten, Dwayne "The Rock" Johnson, i hovedrollen som den firskårne kok Beck, der hyres til junglen for at skaffe en mafiabarons søn hjem til storbyen.

    Kokketricks i junglen
    Beck kan altså andet end vende linsebøffer, og det kommer da også snart til udtryk, da junglens folk ikke er udelt venligt stemt. Nu får kokken lejlighed til at vise sine tricks - for han kan noget med ben og arme, og gerne i slow motion.

    Fladpandet komik
    Det står rimelig hurtigt klart, at "The Rundown", eller "Welcome to the Jungle", som filmen også lyder, ikke har meget andet på hjerte, end dette opridsede resume. Tilført enorme mængder fladpandet komik og tilsvarende påtaget komedie-skuespil falder filmen snart til junglejorden.

    Stereotyp genremusik
    Harry Gregson-Williams har leveret den helt igennem stereotype genremusik, der anvendes flittigt og nærmest hele tiden. Man føler i høj grad, at filmen træder vande. Der sker i hvert fald ikke meget på udviklingsfronten, og man taber hurtigt interessen.

    Ingen farve i kinderne
    Ud over at Dwayne Johnson agerer helt efter standarderne i hovedrollen, er der også plads til fjollede indspark fra Seann William Scott. Den efterhånden ukritiske Christopher Walken kan opleves i endnu en (højtaljet) birolle uden farve i kinderne.



    Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2003, USA, Komedie, Action, 104 min.

    Dansk titel: Welcome to the Jungle
    Instr: Peter Berg Prod: Marc Abraham, Bill Corless, Karen Glasser, Kevin Misher Manus: R.J. Stewart, James Vanderbilt Foto: Tobias A. Schliessler Klip: Richard Pearson Mus: Harry Gregson-Williams