The King of Marvin Gardens (1972)

    En depressiv radiovært trækkes ind i ejendomsspekulation i Atlantic City af sin friskfyrs-storebror, men hele affæren ender mere end galt.


    KAOS PÅ KRYDS & TVÆRS

    Et blandt mange samarbejder mellem instruktør Bob Rafelson og skuespiller Jack Nicholson: "The King of Marvin Gardens" hører til i den obskure ende - en ujævn og svært elskelig film.

    Flot åbningsskevens
    Filmens åbninssekvens er ellers gjort af det stof, der former en klassiker. Jack Nicholsons David Staebler taler ind i et ubestemmeligt halvmørke, før det afsløres, at han er radiovært.

    Støjende!
    Desværre er denne delikate åbning også en blandt få scener i filmen, der sidder lige i skabet. Snart udvikler historien sig i en hysterisk retning, hvor de aparte begivenheder kommer så umotiveret og uforklaret, at de alene udgør støj.

    Vanvid i billedet
    Ja, der er noget vanvid inde i billedet, heraf åbenbart et stykke afsindigt skrigende kvindemenneske: Davids svigerinde. Selvsamme kvinde skal mod filmens slutning begå et mord i ren og skær affekt.

    Skæv historie
    Bob Rafelson indrammer denne skæve historie i flotte billeder af Atlantic City i vinterkulde. László Kovács’ fotografering og det musikløse udtryk er klart filmens store styrker, men de druknes i omtalte lallehysteri.

    Stærk Nicholson
    Jack Nicholson lykkes alt dette til trods med at forme en på en gang sart og stærk udstråling. Måske netop fordi han er den skærende kontrast til filmens generelle udtryk, står han så meget mere markant afrundet i totalbilledet.



    Anmeldt i 1999 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1972, USA, Drama, 103 min.

    Dansk titel: Hold spillet gående
    Instr: Bob Rafelson Prod: Bob Rafelson Manus: Jacob Brackman, Bob Rafelson Foto: László Kovács Klip: John F. Link
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation