Night Train to Lisbon (2013)

Et af Bille Augusts mere vellykkede udenlandske filmeventyr er dette jordnære og poetiske drama, der tager sig god tid til den helt nødvendige fordybelse. For i Pascal Merciers romanforlæg finder vi netop både poesi og fordybelse, i samklang med kærlighed og længsel.

En sværmerisk rejse
Universitetsprofessoren Raimund Gregorius redder i filmens begyndelse en ung kvinde fra at kaste sig i døden fra en bro i Bern. Da han senere finder en bog i lommen på den frakke, hun har glemt, bliver det begyndelsen på en rejse af mere sværmerisk art.

En uventet togtur
Bogen er skrevet af en i øvrigt ukendt portugiser, og da der dumper en togbillet til Lissabon ud af den, vælger Raimund at springe på toget og glemme alt om hverdagslivet bag sig.

Spændende historie
Vel ankommet til Lissabon opsøger han forfatterens adresse, kun for at erfare, at han for længst er død, men at der er en meget spændende historie at gå på opdagelse i.

Farligt dobbeltliv
Forfatteren var aktiv i kampen mod den portugisiske diktator Salazar og levede hermed et farligt dobbeltliv sammen med sine sabotørvenner. Snart er Raimund dybt begravet i den dramatiske historie, ikke mindet fordi han kommer i kontakt med mange af dem, der stod forfatteren nær.

Kritisk modtagelse
Bille Augusts film blev ikke vel modtaget af den internationale filmpresse. "Night Train to Lisbon" blev bl.a. beskyldt for at være frygteligt dialogtung og lavenergisk.

Livsvisdommen er nerven
Lavenergisk, ja. Det er dog ikke noget fyord hér, tværtimod skal tonen og stilen være langsom og omhyggelig. For selvom der bag det poetiske og smukke ligger et mindre adræt kriminalplot, er det livsvisdommen der er nøglen.

Livet i perspektiv
Det er centralt at holde tempoet nede i nærheden af hvilepuls, når livet så smukt sættes i perspektiv af den unge forfatters ord, fx ..når vi nu kun lever så lille en del af det liv, vi har i os, hvad sker der så med resten?"

En svær balance
Helt vellykket er filmen dog ikke. Hertil er balancen mellem nutid og fortid for ulige og ujævn, med fare for at hverken dengang eller nu bliver helt igennem medrivende.

Nutiden mest dynamisk
Det er da også klart filmens nutid, der er den mest dynamiske og interessante. Jemery Irons spiller strålende som den ihærdige professor, der måske oven i købet er i gang med at springe ud af skabet som eventyrer.

Stilheden som energi
Stilheden er en energi i sig selv og filmens centrale gennemslagskraft, desværre som oftest delvist holdt nede af Annette Focks lovligt lyriske filmmusik.