Mercy Mercy (2012)

    Et barnløst dansk par adopterer en etiopisk pige, men hun har meget svært ved at knytte sig til dem.


    ET BARN I KLEMME

    Katrine Kjærs ekstremt omtalte og debatterede dokumentarfilm er her oplevet i den uforkortede, halvanden time lange version, der går grundigt til værks i sit portræt af adoptionens pris. Et dansk par rejser til Etiopien for at hente to etiopiske børn, Masho og Roba, og så skulle kimen til kernefamilien ellers være lagt.

    Nye udfordringer
    Men hjemme i Danmark viser det sig snart, at pigen Masho har meget vanskeligt ved at vænne sig til sine nye forældre, de nordiske omgivelser og de mange nye udfordringer.
     

    I alvorlig knibe

    Adoptivforældrene kommer efterhånden i en alvorlig knibe og bliver i stigende grad fjendtligt stemte over for den lille pige. Samtidig er pigens biologiske og AIDS-syge forældre i Etiopien meget bekymrede over, at de ikke hører noget som helst om datterens nye liv i Danmark.

    Mange detaljer
    Katrine Kjær får utroligt mange detaljer med i denne spillefilmslange udgave af dokumentaren, så der bliver tid til at dvæle ved de forskellige aspekter af det menneskelige drama.

    Stik i hjertet
    Og når det bliver rigtigt hårdt hen imod slutningen, kan man også mærke et stik i hjertet - for det er bestemt hård kost at se et barn blive følelsesmæssigt drevet rundt i manegen i sært uvenligt stemte voksne mennesker.

    Grundigheden et nøgleord
    Samtidig savner man i den grundige dokumentarisme en mere samlende form. De store følelser og skiftene mellem Danmark og Etiopien er i mange henseender svært tilgængelige, fordi man sjældent rigtigt føler, man kommer i dybden - også selvom grundigheden er et nøgleord i Kjærs fortælling. Der er ikke meget musik undervejs, hvilket er et markant fortrin.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2012, Danmark/KortDok, Dokumentar, Børn på film, 90 min.

    Dansk titel: Mercy Mercy - adoptionens pris
    Instr: Katrine Kjær Prod: Ronnie Fridthjof Foto: Henrik Ipsen Klip: Morten Højbjerg
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation