The Girl in the Park (2007)

    I et øjebliks uopmærksomhed kidnappes Julias datter fra en legeplads. 16 år senere møder Julia en ung kvinde, der ligner datteren, og det slår klik for hende.


    KVINDE I KRISE

    Sigourney Weaver er dette noget slaskede dramas helt store oplevelse. Hun kan opleves i hovedrollen som Julia, der 16 år efter at datteren forsvandt fra en legeplads stadig ikke er blevet sig selv igen. "The Girl in the Park" er et forsøg på at skildre en kvinde i krise - en krise, der har varet i 16 år og som ikke har tænkt sig at lette.

    I krise med sig selv
    Dette tema er som udgangspunkt spændende, men instruktør og manuskriptforfatter David Auburn former mest af alt en film i konflikt med sig selv. Det sårbare moder-har-mistet-tema centrerer sig udpræget omkring Julias uopløselige sorg og blåøjede naivitet, da hun pludselig render ind i den unge Louise.

    Ingen opblødende elementer
    Filmen rummer ingen opblødende elementer ud over det, som Julia tillader sig selv i mødet med den kvinde, som hun indædt bilder sig selv ind er hendes datter. Der spilles så at sige udelukkende på de sorte tangenter filmen igennem. Historien former sig som én lang krise, og det kan de 106 minutter ikke rigtigt bære. Til sidst bliver filmen slet og ret irriterende.

    Livgivende sidehistorier
    En håndfuld små sidehistorier udgør fine perspektiveringer på Julias sortsyn. Bl.a. en kortvarig romance med en kollega samt forholdet til sønnen Chris tilfører filmen lidt tiltrængt kolorit.
     

    Gode stille passager

    Der er behageligt langt mellem sekvenser med underlægningsmusik. Tilbage i sin lykkelige ungdom var Julia selv jazzsangerinde, hvilket vi får en sprød smagsprøve på i filmens spæde start.



    Anmeldt i 2012 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2007, USA, Psykologisk drama, Børn på film, 110 min.

    Dansk titel: The Girl in the Park
    Instr: David Auburn Prod: Bryan Furst, Sean Furst, Dale Rosenbloom Manus: David Auburn Foto: Stuart Dryburgh Klip: Kristina Boden Mus: Theodore Shapiro