The Donner Party (2009)

"The Donner Party" er ikke en film om at danse på bordene, men derimod ramme alvor og baseret på virkelige hændelser: En gruppe rejsende strander i vinteren 1846-47 langt oppe i Sierra Nevada-bjergene og forsøger desperat at skaffe føde i den bidende kulde. Gruppen beslutter sig for at vandre samlet mod Californien, hvor de umenneskelige forhold og manglen på føde tvinger dem til at æde hinanden. Første offer trækker bogstavelig talt det korteste strå og får en kugle gennem panden.

Ikke meget at skrive hjem om
Det lyder jo som stof, der kunne forme en både hårrejsende og fascinerende film, men lagt i hænderne på instruktør og manuskriptforfatteren T.J. Martin er der ikke meget, der er værd at skrive hjem om. Skuespillet er stift og oplæsende, situationen utroværdigt skildret, de enkelte personer uden saft og kraft, begivenhederne non stop-musikunderlagte, osv.

Naturen skaber stemning
Tilbage står den stærke kulisse: Naturen! Kan dén da i det mindste ikke føre filmen frem og skabe noget stemning? Der er enkelte valg i skildringen af kulden og ødemarken, der er stærke og virkningsfulde. Fx er ganske korte indstillinger af susende grantoppe (uden musik) mod en dramatisk skydækket himmel bemærkelsesværdige.

Evig musikledsagelse
Men naturens egen storhed og egne lyde kvæles totalt i det klæbrige musiktapet, der ledsager 97 % af filmen. Både brummende "åh-nej-hvad-nu" og klangfuld "tralala" forhånds(for)fører tilskueren sikkert i havn. Filmen blev indspillet på blot 12 dage på den helt rigtige location; altså i Donner-passet, og produktionen var tænkt langt større og svulstigere, end slutresultatet. Måske er det derfor, at man sidder med fornemmelsen af at have set en dårlig tv-film snarere end et episk bjerglandskabs- og overlevelsesdrama.