3454 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

127 Hours
En ung og kæphøj bjergbestiger finder sig selv fastklemt i en øde klippeskakt og må tage drastiske metoder i brug for at overleve.
AT GRIBE LIVET
Instruktør Danny Boyle er blevet uhyre populær, særligt hos den unge generation, for sin popsmarte og overfladiske stil i ungt appellerende film.

Eksistentielle temaer
Her barsler han så med en noget anderledes indadskuende film: det helt store menneskelige drama, hvor store eksistentielle temaer er på tapetet. Så det spændende var på forhånd: hvordan griber Boyle et sådant tema an?

Filmen er en visualisering af virkelige hændelser fra det bjergrige Colorado i USA. Her var den kæphøje bjergbestiger Aron Ralston på en af sine mange klatreture, da han pludselig bliver fastklemt i en lille klippeskakt, særdeles langt fra nogen form for civilisation.

En stor klippe har klemt sig fast om hans højre arm, og filmen er nu et portræt af de 127 timer, Ralston tilbringer i klippeskakten, før han tager drastiske metoder i brug for at holde sig i live.

Popsmart stil
Stilen er popsmart. Det hersker der ikke tvivl om. Lige fra opening credits bombarderes vi med popmusik, split screens og pangfarver. Men: det usædvanlige er tilfældet, at netop denne stil anvendes som et vigtigt element til at skue indad, til at portrættere Rolston, til at forme hans verden, tilbageblik, hallucinationer og ensomhed i skakten.

Fræk brug af musik
Hvordan kan det nu lade sig gøre, at en sådan kæk og flakkende stil kan vendes til en fordel for filmens udtryk? Det kan det blandt andet, fordi hovedpersonen selv er netop kæk og flakkende, og det irriterende faktum at han lever med hovedet under armen boostes af bl.a. en fræk anvendelse af diegetisk/ikke-diegetisk musik.

Mening med galskaben
For Ralston er på sin tur udstyret med hovedtelefoner og videokamera, hvis lyde er centrale medspillere i tilskuerens oplevelse af personen bag den adrenalin-overgearede mand. Hermed ikke sagt at enhver hårdtpumpende musikunderlagt scene er lige velkommen, men som helhed er der en mening med galskaben.

Dramatisk medspiller
Den flittige brug af split screens er på samme måde en fair dramatisk medspiller i portrættet af det indre kaos: den sjælelige spaltning mellem minder, dødsangst og grufulde tanker bliver i Danny Boyles iscenesættelse til mere end et navlepillende anliggende.

Meget ensom historie
De storslåede landskaber er i en knivskarp fotografering yderst centrale brikker i en meget ensom historie. Hæsblæsende tidsrejser som et led i Ralstons forestillingsverden perspektiverer den indespærrede rædsel og gør flot filmen til et voldsomt drama på liv og død.

Klare budskaber
James Franco er meget stærk i hovedrollen. En smertefuld og kaotisk rolle, der når ud med klare budskaber.
Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
127 Hours

Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7Karakter: 5 ud af 7
Fakta om filmen
2010, USA, Biografi, 94 min
Dansk titel: 127 Hours
Instr: Danny Boyle Prod: Danny Boyle, Christian Colson, John Smithson  Manus: Danny Boyle, Simon Beaufoy  Baseret på: bog af Aron Ralston  Foto: Enrique Chediak, Anthony Dod Mantle  Klip: Jon Harris  Mus: A.R. Rahman  
Medvirkende:
James Franco (Aron Ralston)
Kate Mara (Kristi)
Amber Tamblyn (Megan)
Sean A. Bott (Arons ven)
Koleman Stinger (Aron 5 år)
Treat Williams (Arons far)
Kate Burton (Arons mor)
Priser:
GG-N, Bedste originale musik
GG-N, Bedste manuskript
GG-N, Bedste skuespiller (Franco)
AAN, Bedste originale sang ("If I rise")
AAN, Bedste originale musik
AAN, Bedste klipning
AAN, Bedste adopterede manuskript
AAN, Bedste skuespiller (Franco)
AAN, Bedste film
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.