3467 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Green Zone
En militær elitegruppe skal forsøge at finde masseødelæggelsesvåben under Irak-krigen, men gruppelederen erfarer hurtigt, at noget stikker under.
I KLICHÉZONEN
Det kommer ikke som nogen stor overraskelse, at instruktøren bag de sidste to "Bourne"-film har skruet endnu en tand op for ALT i dette sandhedssøgende missil af en krigsfilm.

Igen igen
Endnu engang med Matt Damon i hovedrollen, endnu engang med en kameraføring og klippestil, der får dig til at overveje, om du i virkeligheden befinder dig på en trampolin-karrusel, og endnu engang nærmest konstant underlagt pumpende, forudsigende og over-orkestreret filmmusik.

En smule interessant snask
Hvad er det så overhovedet ved dette stressende og artificielle filmunivers, der alligevel kniber en smule interessant snask ud af tuben?

De virkelige begivenheder
Jo såmænd det dødssyge faktum, at filmen bygger på virkelige begivenheder, som selv vi små danskere i sin tid havde en finger med i: de påståede masseødelæggelsesvåben i Irak - og hvordan soldaterne i første parket langsomt erfarer, at der øjensynlig stikker andet end våben bag hele missionen.

Delvist gribende
Et pænt stykke ind i filmen kan man lade sig delvist gribe af det historisk interessante aspekt (tip: luk for lyden og forsøg at blinke i takt med klipningen, så er oplevelsen næsten human).

Damon leder en militær elitegruppe, der i 2003 afsøger forskellige bygninger i og omkring Baghdad for masseødelæggelsesvåben.

Men der er ingen masseødelæggelsesvåben. Man begynder at snakke i krogene. Men så snart det bringes op på højere plan, skal man nok få mundkurv på.

Nu er det op til Damon, om han blot vil føje sine oberster og majorer, eller om han helt på egen hånd vil tage kampen op for at åbne døren til sandheden?

Effektliderligt stilstudie
Filmen er fra start et udspekuleret effektliderligt stilstudie: hvad kan instruktør Greengrass med sit fine isenkram, og hvad kan han sætte ikke mindst sine kreative undersåtter til udi mirakuløse virkninger gennem klipning, lydeffekter og musik?

Ramasjang = fed film?
Det er rent ud sagt utåleligt at være vidne til, men når instruktørens tilgang jo tydeligvis er, at ramasjang = fed film, så kan man kun lade sig totalt tromle over af det utæmmelige monster.

Pladder-amerikanske sidehistorier
Vi får en masse pladder-amerikanske sidehistorier om moral, etik, korruption og magtbegær (igen, rigt orkestreret på musiksiden), alle ubehagelige tråde, som delingsfører Matt Damon på sin egen moralske mission skal forsøge at skære igennem.

Flødebollet dukse-look
Netop Damon har en anelse gennemslagskraft i hovedrollen, selvom det flødebollede dukse-look stadig bremser det knivskarpt troværdige i hans spil.

Tungt støbte biroller
En række tungt støbte biroller passer som skabeloner i Greengrass’ mange brikker i dette forhåndsgodkendt møblerede filmprojekt.
Anmeldt i 2011 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Green Zone

Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7
Fakta om filmen
2010, USA, Krig, 115 min
Dansk titel: Green Zone
Instr: Paul Greengrass Prod: Tim Bevan, Eric Fellner, Paul Greengras, Lloyd Levin  Manus: Brian Helgeland  Baseret på: bog af Raijv Chandrasekaran  Foto: Barry Ackroyd  Klip: Christopher Rouse  Mus: John Powell  
Medvirkende:
Matt Damon (Miller)
Greg Kinnear (Clark Poundstone)
Brendan Gleeson (Martin Brown)
Amy Ryan (Lawrie Dayne)
Antoni Corone (Colonel Lyons)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.