3473 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Avatar
På den fjerne planet Pandora lever Navi’erne et eventyrligt liv, men da menneskene blander sig, opstår der et hav af problemer.
A-NIVEAU I UNDERHOLDNING
Det dyreste og muligvis mest spektakulære Hollywood-eventyr i lang tid kommer fra blockbuster-instruktøren James Cameron.

Er man i stand til at lægge de intellektuelle briller på hylden og skifte dem ud med 3D-brillen, vil man være overrumplende underholdt i nærmere 3 timer.

Godt 150 år ude i fremtiden har en gruppe mennesker fundet vej til den fjernt beliggende planet Pandora. De ondeste af disse mennesker er kun ude på at udnytte planetens ressourcer: derfor skubbes udvalgte artsfæller via en særlig ’kabine’ ud i den pandora'ske virkelighed for at blande sig med de indfødte væsner i forsøget på at blive fortrolige med dem.

Blandt de udstationerede mennesker findes de, der ikke er gjort af det onde, og i det kropsligt-virtuelle møde med navi’erne bliver de bløde om hjertet og ramt af en indre økolog, og snart er disse rare mennesker i krig mod de onde, militante artsfæller.

Uskyldigt eventyrplot
Ovenstående resume burde tydeliggøre filmens helt og aldeles uskyldige eventyrplot, og det ville være en skam at forsøge at tolke hverken mere eller mindre på Camerons eventyr.

Det er spektakulært underholdende, men man må også kunne give slip på sine tærskler for virkeligheden - for "Avatar" er jo i bund og grund én lang forloren hare, der aldrig har set en hare.

Uendelige muligheder
I det ekstreme visuelle bombardement forføres man, til knæene er møre. Det pandora'ske univers rummer uendelige muligheder og er langt mere raffineret at gå på opdagelse i end selv det sejest koreograferede computerspil.

James Cameron har a-niveau i underholdning, og tak for det! Men han har også a-niveau i overdreven brug af James Horner.

Rørstrømsk vammelt
James Horner er en af Hollywoods mest rørstrømsk vamle komponister, og til "Avatar" har han stjålet musik fra Sergej Prokofievs "Krig og fred". Anslaget i hovedtemaet er 100 % copy/pastet.

Horner, der i forvejen er kendt for en nærmest økologisk genanvendelse af sin egen filmmusik, tager her næste skridt udi at bevise sin værdiløshed.

Stoflighed
Mange scener i filmen er virkeligt smukke, og man gribes af stofligheden i mødet med drømmeuniverset: form og farver og en veludviklet fantasi skaber ekstreme billeder i fantastiske perspektiver.

Nok se men ikke røre
Nok se men ikke røre! 3D-oplevelsen er imidlertid det tætteste, publikum kan komme på selv at røre navi’erne og deres univers.
Anmeldt i 2010 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Avatar

Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7
Fakta om filmen
2009, USA, Eventyr, 162 min
Dansk titel: Avatar
Instr: James Cameron Prod: James Cameron, Jon Landau  Manus: James Cameron  Foto: Mauro Fiore  Klip: James Cameron, John Refoua, Stephen Rivkin  Mus: James Horner  
Medvirkende:
Sam Worthington (Jake Sully)
Zoe Saldana (Naytiri)
Sigourney Weaver (Dr. Grace Augustine)
Stephen Lang (Col. Miles Quaritch)
Joel David Moore (Norm Spellman)
Giovanni Ribisi (Parker Selfridge)
Wes Studi (Eytukan)
CCH Pounder (Moat)
Priser:
GOLDENGL, Bedste instruktør
GOLDENGL, Bedste film
GOLDENGL-N, Bedste originale sang ("I see you")
GOLDENGL-N, Bedste musik
AA, Bedste visuelle effekter
AA, Bedste fotografering
AA, Bedste scenografi
AAN, Bedste klipning
AAN, Bedste musik
AAN, Bedste film
AAN, Bedste instruktør
AAN, Bedste lydeffektsklipning
AAN, Bedste lyd
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.