Sven Klangs kvintett (1976)

Et lille skånsk jazzensemble har opnået lokal succes med deres uhøjtidelige fortolkninger af evergreens og turnerer rundt til bryllupper og halballer.
 

Malurt i musikken

Da ensemblet udvides med en dygtig saxofonist, bliver det begyndelsen på en lang magtdemonstration fra ensemblets selvhøjtidelige og snæversynede leder, Sven Klang, og de resterende musikere overvejer at starte et nyt ensemble for sig selv.

Jazz og nuance
Selvom filmen er dybt koncentreret om musikken og derfor grundigt underlagt "på tirsdag"-rytmik og solo-jam-sessions, er historiens omdrejningspunkt alligevel langt mere nuanceret. I portrætterne af de skæve skånske skæbner formulerer instruktør Stellan Olsson således en både vittig og dyb historie, der har øjeblikke af sart originalitet.

Jazzlyst en fordel
Filmen er dog stadig en spaltning mellem jazz for jazzens skyld og den mere menneskelige skildring, og det fulde synæstetiske udbytte får man givet kun ved selv som tilskuer at være bidt af en gal jazzguitar. Den ofte skødesløse sort/hvide fotografering udgør en stor kilde til fascination, og instruktøren giver i mange henseender sine tilskuere en uortodoks og velovervejet billedkomposition.

Originalitet frem for midler
Man kan blive glædeligt overrasket over det visuelle udfald af små uskyldige scener, idet perspektiver, lys og føring af kameraet helt overrasker og tilfører filmen en kunstnerisk dimension præget af originalitet frem for midler.
 

Argumenterer for musikkens sjæl

Filmen er også et godt billede på kampen for at retfærdiggøre musikken som både en kunstart og livsstil. Dette kommer særligt godt til udtryk i opgøret mellem lederen Sven Klang, der mener at kvintetten skal følge samme linje, der altid har indbragt penge, og de nye kræfter, der argumenterer mere for musikkens sjæl.