Cabaret (1972)

    En biseksuel englænder ankommer til Berlin, hvor mødet med en flamboyant danserinde bliver farverigt, midt under nazismens opblomstring.


    SÆRSTUDIE I GLAMOUR

    Musicalen, der i 1972 tog alle med storm, inklusive Oscar-komiteen, fungerer den dag i dag på sin inciterende udstråling, men er samtidig resultatet af en koreografisk kalkule, der aldrig kan blive andet end udstyrsstykke.

    En hyldest til nuet
    Filmens sange i Liza Minellis fortolkning og instruktøren Bob Fosses koreografi udgør en umoralsk hyldest til penge, til at leve i nuet og til en antikonformistisk seksualitet.
     

    Nazismen stormer frem

    Englænderen Brian Roberts (Michael York) ankommer til Berlin og lejer en lille lejlighed. Her møder han den promiskuøse, excentriske amerikaner Sally Bowles, der lever af at synge og danse på Kit Kat Club. Brian, der er biseksuel, kommer tæt på både Sally og en rig, tysk playboy, mens nazismen stormer frem.

    Særstudie i glamour
    "Cabaret" er et særstudie i glamour, løse håndled og stærke farver og evner periodisk at sætte tilskueren i et smilende lune. Men musicalgenren har alle dage været kulisse, skønsang og pangfarver, hvor fortællingen er vanskelig at leve sig ind i, fordi det er en genre, der går så højt op i et musikalsk udtryk, at filmens eventuelle mere alvorlige stemninger og intriger drukner i toner og afstedkommer en urytmisk og abrupt filmoplevelse.

    Omhyggelig timing
    "Cabaret" er i sin elegante koreografi og omhyggelige musikalske timing netop et eksempel på denne besværlige voldtægt af den urinstinktive, menneskelige forventning om spændingsudladning. At filmen i 1972 forenede traditionel elegance med en ny nøgternhed var et stærkt træk af Bob Fosse, der således brillerede, mens branchen forsøgte at komme på omgangshøjde med hans film.

    Ingen forførelse
    Man fascineres, men forføres ikke af klippene mellem Sallys skjulte liv blandt biseksuelle og nazisternes grusomheder, de pludselige skift mellem komik og alvorlige numre, herunder den nazistiske hymne "Tomorrow Belongs to Me".
     

    Forbliver på overfladen

    Filmen forbliver på overfladen og er et elegant stykke legetøj med kindrødt og svulstig kameraføring. Der er plads til begejstring over tilgangen til den fortrængte seksualitet, men i det store og hele er "Cabaret" alt for flamboyant til at trænge under den nanonimpregnerede overflade.



    Anmeldt i 2009 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1972, USA, Musical, Drama, Homoseksuelt tema, 124 min.

    Dansk titel: Cabaret
    Instr: Bob Fosse Prod: Cy Feuer Manus: Jay Allen Baseret på: bog af Joe Masteroff Foto: Geoffrey Unsworth Klip: David Bretherton Mus: John Kander
    Priser
    • AA - Bedste klipning
    • AA - Bedste musik
    • AA - Bedste instruktør
    • AA - Bedste birolleskuespiller (Grey)
    • AA - Bedste lyd
    • AA - Bedste skuespillerinde (Minnelli)
    • AA - Bedste fotografering
    • AA - Bedste scenografi
    • AA - Bedste film
    • AAN - Bedste adopterede manuskript
    • BD - Bedste amerikanske film
    • GG - Bedste film
    • GG - Bedste skuespillerinde (Minnelli)
    • GG - Bedste birolleskuespiller (Grey)
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Berenson)
    • GG-N - Bedste instruktør
    • GG-N - Bedste manuskript
    • GG-N - Bedste originale sang ("Mein Herr")
    • GG-N - Bedste debutant (Berenson)