3472 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Solaris
En psykiater bliver kaldt ud til en ensom rumstation, der kredser om et planetlignende himmellegeme. På rumstationen forekommer uforklarige hændelser.
VAMMEL RUMFART
Succesinstruktøren Steven Soderbergh har stort set stået bag hele herligheden i denne genfortalte science fiction-klassiker. Ud over at instruere har Soderbergh også skrevet manuskriptet samt, under både mandligt og kvindeligt pseudonym, fotograferet og klippet.

Kategorisk vammelt
Stanislaw Lems roman rummer gedigne hårrejsende og eksistentielt udfordrende muligheder, men det er i Soderberghs version vendt til en kategorisk vammel rumfart, hvor det er polerede moralske og etiske overvejelser hos den hårdt prøvede hovedperson der stjæler billedet fra potentielt krybende psykologisk ubehag.

George Clooney kan opleves som psykiateren Chris Kelvin, der i filmens i øvrigt meget stilfulde anslag bliver bedt om at rejse ud til en øde rumstation langt fra Jorden. Der er modtaget et nødråb fra stationen: der foregår uforklarlige ting, som ikke lader sig genfortælle, med mindre Kelvin selv møder op.

Om bord på rumstationen gribes Kelvin af rædsel, da han selv bliver udsat for det glade vanvid: hans afdøde kone viser sig og forekommer meget virkelig. Hvordan skal psykiateren forholde sig til dette meget skræmmende skisma?

Fin introduktion
Soderbergh lykkes fint med at introducere Kelvin i det daglige kedsommelige arbejde, ligesom ankomsten til og de første ti minutter om bord på rumstationen rummer nogle fortællermæssige kvaliteter.

Da filmen begynder at blive konkret abstrakt, mærker man hurtigt, at begivenhederne gribes an på en måde, hvor det krybende og eksistentielt potentielt skræmmende preller af og drukner i den dyre scenografi og olietøndefilmmusikken.

Rædslen ikke under huden
Rædslen kommer aldrig under huden, og man føler større væmmelse ved Soderbergs filmiske metode end ved historien, der jo er tænkt som en både uroskabende og perspektiverende fremtidsfabel.

Man kan lidt barsk sige, at genindspilningen af Tarkovskijs klassiker og nyfortolkningen af Lems roman er lige i øjet til det bredt funderede og ukritisk sensationssøgende publikum, der vil opfatte Soderberghs version som 'alternativ'.
Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Solaris

Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7
Fakta om filmen
Dansk titel: Solaris
Instr: Steven Soderbergh Prod: James Cameron, Jon Landau, Rae Sanchini  Manus: Steven Soderbergh  Baseret på: roman af Stanislaw Lem og filmmanuskript af Andrej Tarkovskij  Foto: Steven Soderbergh (som Peter Andrews)  Klip: Steven Soderbergh (som Mary Ann Bernard)  Mus: Cliff Martinez  
Medvirkende:
George Clooney (Chris Kelvin)
Natascha McElhone (Rheya)
Viola Davis (Gordon)
Jeremy Davies (Snow)
Ulrich Tukur (Gibarian)
John Cho (DBA Emissary #1)
Morgan Rusler (DBA Emissary #2)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.