3467 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Da Vinci Code, The
Tegnforskeren dr. Langdon og en kvindelig fransk agent er på jagt efter sandheden om Jesus' liv og den hellige gral, og det bliver en farefuld færd.
DAN BROWN-MYSTERIET
Læst af millioner og atter millioner af mennesker over hele kloden blev Dan Browns "Da Vinci mysteriet" en af alle tiders mest succesrige romaner i nyere tid og samtaleemner i alle tænkelige kortere eller længere pauser på arbejdspladser og i de små hjem.

Svulstigt
Oplagt at følge succes'en op med en filmatisering, spækket med store Hollywood-navne, instrueret af en af branchens mest erfarne ud i storytelling og kausal orgasme, Ron Howard, forlænget til næsten to og en halv time og med bemærkelsesværdigt svulstig kameraføring.

Filmudgaven af "The Da Vinci Code" er en solid og kernesundt informativ odyssé udi historisk interessante emner og religiøst tvetydige problematikker. Ind imellem er der faktisk islæt af brugbar populærvidenskab på et lommefilosofisk plan, som det nu er taget ud af Browns roman.

Pomadiseret Hanks
Til at udfylde hovedrollen har man opstøvet en velklædt og pomadiseret Tom Hanks. Han spiller tegnforskeren Robert Langdon, der er i Paris for at holde en lille forelæsning om sin nye bog, da det lokale politi beder ham om hjælp til efterforskningen af et tilsyneladende bestialsk mord.

Den kvindelige agent Sophie Neveu (Audrey Tautou) bliver hurtigt Langdons forlængede arm og en vigtig ressource i efterforskningsarbejdet, der leder parret tilbage til Jesu tid og hægter de evigt hjulspindende og sirenehylende franske og britiske betjente af, mens sandheden om helligheder og graler nærmer sig med hastige skridt.

Sødsyrligt
Med vanlig teknisk snilde og kompromisløs narrativ drive bombarderer instruktør Ron Howard sit publikum med en sødsyrligt blævrende fortællestil, der er drysset over med konstant bevægeligt kamera, violiner og synthesizerkor, spektakulære lyssætninger, sære skyggevirkninger og dramatiske vinklinger.

Det er storytelling på det mest basale niveau. Det kræver et banalt minimum af receptorisk kompetence at sluge en Ron Howard-film, og det står egentlig godt til Dan Browns slugbare, latent interessante måske-ny-viden-selviscenesættende påhit.

På rutinens reservetank
Tom Hanks kører på rutinens reservetank med tilbagestrøget hår og kedsommelige replikker, hvorimod der er hverken rutine eller talent at spore hos Audrey Tautou, der hurtigt bliver pinlig i en fatalt ringe præstation.

Hvad der roterer i kulissen udenom den egentligt historisk centrale historie, er egentlig sagen uvedkommende; derfor er de mange politibiler og barskt udseende opdagere en kilde til dumsmarthed, der er ment som spændings-booster til en i forvejen flad oplevelse.
Anmeldt i 2008 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Da Vinci Code, The

Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7Karakter: 2 ud af 7
Fakta om filmen
2006, USA, Eventyr, 142 min
Dansk titel: Da Vinci mysteriet
Instr: Ron Howard Prod: John Calley, Brian Grazer, Ron Howard, Dan Brown (executive producer)  Manus: Akiva Goldsman  Baseret på: roman af Dan Brown  Foto: Salvatore Totino  Klip: Daniel P. Hanley, Mike Hill  Mus: Hans Zimmer  
Medvirkende:
Tom Hanks (Dr. Robert Langdon)
Audrey Tautou (Agent Sophie Neveu)
Ian McKellen (Sir Leigh Teabing)
Jean Reno (Captain Bezu Fache)
Paul Bettany (Silas)
Alfred Molina (Bishop Manuel Aringarosa)
Jürgen Prochnow (Andre Vernet)
Jean-Yves Berteloot (Remy Jean)
Etienne Chicot (Lt. Collet)
Jean-Pierre Marielle (Jacques Saunière)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.