3454 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Grizzly Man
Den vanvittige miljøforkæmper Timothy Treadwell levede i årevis blandt vilde bjørne i Alaska, indtil de blev hans død.
HELT ABSURD
Helt absurd er i virkeligheden den bedste og mest rammende overskrift til nærværende anmeldelse af Werner Herzogs amerikanske dokumentarfilm.

For det er virkelig ganske absurd, det er forførende og grænseoverskridende, og så betvivler man, som almindeligt skolet i normale filmiske og fortællermæssige konventioner ægtheden af historien - hvilket på en genial usagt måde også er en del af filmens drive.

Tyske Werner Herzog, der i en årrække skabte særprægede film med Klaus Kinski i hovedrollen, faldt over historien om den psykisk labile miljøforkæmper Timothy Treadwell, der gennem flere år levede tæt på de vilde bjørne i Alaska, for til sidst i 2003 sammen med en kvindelig bekendt at blive flænset og ædt.

Denne tydeligvis - om end ubegribeligt - sande historie blev grundlaget for Herzogs dybere studier og endte således i denne dokumentar om "bjørnemanden" og hans kranke skæbne.

Tysk rationalisme og ærkeamerikansk flødebollenarration
"Grizzly Man" er i sig selv ikke nogen vellykket dokumentarfilm. Den er i sin fortællestil og med sine dramaturgiske virkemidler noget hjælpeløs og ufrivilligt komisk, og det er også i denne forbindelse, at man i dén grad betvivler historiens ægthed. Denne tvivl skal nok snarere ses som følge af den noget uheldige sammensmeltning af tysk rationalisme og ærkeamerikansk flødebollenarration. Resultatet nærmer sig noget uudsigeligt.

Men der ligger i denne uforklarlige tvivl undervejs en fascinationskraft af de sjældne. Mange af billederne taler jo utvivlsomt for, at begivenhederne har fundet sted, og Timothy Treadwell har tydeligvis eksisteret og virket som gakgak selvbestaltet miljøforkæmper mellem de vilde bjørne i Alaska.

Man bliver således vidne til en hårrejsende historie om en vanvittig mands indædte ideologiske dyrevelfærdskamp - der foranlediger ham til at tro, at bjørne er mennesker i bjørnekostume, og som i sidste ende betyder, at han havner i mere end ét stykke.

Grænsetilfældets kræfter
Werner Herzog leger fascinerende med grænsetilfældets kræfter og skaber en dokumentar med en sjældent mystificerende udstråling, der sætter sig under huden. Som film betragtet er "Grizzly Man" både grim og ujævn, mest på grund af de hysterisk iscenesatte interviews med Treadwells amerikanske pårørende.

Men netop disse interviews er jo et udtryk for, at Herzog instruerer de interviewede - og det er også hér, at vi helt utvetydigt er ude i fiktionens virkemidler - det der er medvirkende til at gøre hele affæren ekstra underlig - og fascinerende.

Timothy Treadwell dokumenterede sine bjørneeventyr på video, og disse fantastiske naturoptagelser giver filmen en visuel mindeværdig dimension og er i sig selv unikke vidnesbyrd fra bjørnens "hverdag", som kun en vanvittig ville kunne indfange dem.
Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2014
Udskriftsvenlig udgave
Grizzly Man

Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7Karakter: 4 ud af 7
Fakta om filmen
2005, USA, Dokumentar, 103 min
Dansk titel: Grizzly Man
Instr: Werner Herzog Prod: Erik Nelson  Manus: Werner Herzog  Foto: Peter Zeitlinger  Klip: Joe Bini  Mus: Richard Thompson  
Medvirkende:
Timothy Treadwell (Himself)
Larry Van Daele (Himself (bear biologist))
Kathleen Parker (Herself (close friend))
Sven Haakanson Jr. (Himself (Alutiiq Museum Director))
Willy Fulton (Himself (pilot))
Werner Herzog (Himself/Narrator (stemme))
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.