4240 filmanmeldelser
Philm.dk
Avanceret søgning

Opbrud
En legetøjsdirektør vælger at tilbringe sin fødselsdag alene i Paris. Hjemme i Danmark går hans kone i panik.
KUNSTIGT BEFRUGTET TALENTLØSHED
Hér bliver man vidne til et af nyere dansk films mest forskruede og forkrampede forsøg på at skabe en dramatisk historie. Der er ganske enkelt ikke en eneste scene eller replik i denne film, der ikke er gennemsyret af fortænkt melodramatik, og det er ærlig talt til at brække sig over.

Instruktør og medmanusforfatter Jacob Grønlykke, der debuterede pænt med Lysets hjerte (1998) leverer mere åbent kraniebrud end opbrud med sin nye film - et helt håbløst forsøg udi den familiære dysfunktionalitet.

Jens Okking spiller legetøjsdirektøren Elias, der antydningsvis har fået nok af konen og parcelhuset derhjemme, og derfor vælger at forlænge en forretningsrejse i Paris hen over sin fødselsdag.

Hjemme i parcelhuset har hans kone Ingrid (Birthe Neumann) stuvet alle levende og skindøde væsner sammen i det indelukkede forstadsparcelhus, men de får sig en lang næse, og den psykisk ustabile Ingrid går fuldstændig amok.

Mens Elias tager sig en slapper på Paris' dyreste hotel, sætter Ingrid sig bag rattet i firmaets Peugeot Partner og drøner mod den franske hovedstad, fast besluttet på at sætte sin mand grundigt på plads.

På nær en nogenlunde pænt spillende Jens Okking er skuespillet så teatralsk, at man nærmest kan høre scenegulvet knirke, og overspil i tale, fagter og mimik bliver dræbende.

Stereotype biroller
Stereotype biroller stoppes ind, hvor der lige findes plads til dem: sure, gamle, smådemente bedsteforældre og brormand med en splidsskabende tale.

Personinstruktionen, og det gælder både hoved- og biroller, synes ikke tilstedeværende, og scene efter scene af højdramatisk kaliber bliver så ufrivilligt komisk, at det giver anledning til mavekrampe.

Forskruethed
Et fantastisk eksempel på filmens forskruethed er den intime scene, hvor bror (Kim Bodnia) og søster (Sonja Richter) sidder hjemme i parcelhuset og afventer deres forældres skæbne i Paris.

Krisen mellem de to over en isdessert er arketypen på kunstigt befrugtet talentløshed, fra det jammerlige skuespil til den stivnede fortællestil, der via to-tre replikker ihærdigt forsøger at presse lidt koncentrat ud af manuskriptet og forklare de hovedkulds dysfunktionelle begivenheder, som vi har fået kastet i hovedet stort set fra første scene.

Kim Bodnias bemærkning siger det hele: (til søsteren som han ikke er på god fod med) "Det er hårdt, når islagkagen smelter i det småborgerlige barndomshjem".

Den surmopsede søster slutter demonstrativt af med at afstraffe den symbolsk overbelagte islagkage ved at kyle en telefon ned i den, så isblodet flyder.

Som om det ikke var nok med de hjemlige gnidninger, har Elias og Ingrid et tredje barn, datteren Hannah (Ellen Hillingsø). Hannah har bosat sig i Israel, hvor hun er kørt sur i livet med sin jødiske mand, Steen Stig Lommer (nu med fuldskæg men ellers fuldstændig så tudefjæs-gravalvorligt-spillende, som han plejer).

Så nu vil Hannah hjem, og endnu en rejse i filmen påbegyndes. Sammenblandingen af nærved alle etniske varianter af menneskeheden og deres lande, kulturer, religioner og traditioner bliver et forvirrende, irriterende og komplet uinspireret virvar.

Ultimativt kogepunkt
Historien er én lang flaksende rejse rundt i ovennævnte sammensurium. Sæt dét sammen med den dysfunktionelle familiehistorie, og du får noget nær det ultimative kogepunkt - på den ufede måde.

Birthe Neumanns natlige færd i en hvid Peugeot Partner er et krampagtigt, primitivt iscenesat sejtrækkeri af kraftigt regnvejr, dyttende lastbiler og væmmeligt modlys - en blodig bilulykke er oven i købet fyldt på, fuldstændig uden mening.

Birthe Neumann, der af den øvrige filmpresse nærmest blev rost til langt ind i himmerige for sin præstation, spiller - som et spejlbillede på hele filmen - forkrampet og uægte, overdramatiseret og helt uden sans for situation eller ironisk distance.

Det samme gælder Sonja Richter, Ellen Hillingsø, Steen Stig Lommer og i særdeleshed Kim Bodnia, der falder helt igennem.

En fis i en hornlygte
Fra første scene bombarderes vi af et hektisk musikalsk lydspor, hvor selveste Poul Ruders, et af den nyere klassiske musiks mere velrenommerede danske navne, har komponeret splittet musik, der i begyndelsen af filmen anvendes som et svulstigt virkemiddel til, hvad der skal vise sig at være en fis i en hornlygte, og siden gradvist bliver mere afdæmpet for til sidst helt at dø ud.

Igen en mystisk uovervejet del af filmen, der synes ganske ude af proportioner - men man kan sige, at musikken på sin vis fortæller et klangligt billede af filmens generelle dysfunktionalitet - hvilket måske så giver mening..?
Anmeldt i 2007 af Tobias Lynge Herler
© philm.dk 1992-2016
Udskriftsvenlig udgave
Opbrud

Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7Karakter: 0 ud af 7
Fakta om filmen
2005, Danmark, Drama, 80 min
Dansk titel: Opbrud
Instr: Jacob Grønlykke Prod: Malene Blenkov, Michel Schønnemann  Manus: Jacob Grønlykke, Mogens Rukov  Foto: Nicolai Brüel  Klip: Kasper Leick  Mus: Poul Ruders  
Medvirkende:
Jens Okking (Elias)
Birthe Neumann (Ingrid)
Sonja Richter (Nina)
Kim Bodnia (Philip)
Ellen Hillingsø (Hannah)
Steen Stig Lommer (David)
Dejan Cukic (Gustav)
Nis Bank-Mikkelsen (Aron)
Nicolaj Kopernikus (Brofunktionær)
William Rosenberg (Ira)
Et V angiver en særlig god præstation.
Et % angiver en særlig ringe præstation.