A Bridge Too Far (1977)

    Montgomery og Eisenhower ledte under 2. verdenskrig 35.000 allierede ind i Holland for at sikre de seks broer, der fører til Tyskland.


    FANEN HØJT I TRE TIMER

    Effektfuld, omend overlang og rodet krigsfilm, der er totalt proppet med stjerneskuespillere: For at nævne nogle stykker: Sean Connery, Gene Hackman, Anthony Hopkins, James Caan, Michael Caine, Laurence Olivier, Robert Redford og Liv Ullmann.

    Seks broer sikres
    Krigsfilmen fortæller den virkelige historie fra 2. verdenskrig om, hvorledes Montgomery og general Eisenhower ledte 35.000 allierede ind i Holland for at sikre de seks broer, der ledte til Tyskland.
     

    Kostede tusinder livet

    Herefter var det meningen, at en britisk styrke skulle tilbagelægge det sidste stykke gennem Belgien til den sidste bro i Arnhem og ødelægge de tyske områder. Men så vel gik det slet ikke. Aktionen kostede tusinder livet, og efterfølgende fik den meget ringe betydning for krigens udvikling.

    Bang-bang hviin
    "A Bridge Too Far" skildrer denne aktion i eksplossions-fyldige sekvenser, hvor hver ny sidehistorie ledes af en stjerneskuespiller. Bang-bang hvin: Sean Connery, bang-tju-bang: Gene Hackman, sjask-booom: Robert Redford, hviiiiiiiiiiiin kroooosj: Anthony Hopkins.

    Mange kendte spillere
    Det er da underholdende at se så mange kendte skuespillere, men det falder sådan ud, at man føler, de ikke rigtigt har noget at gøre i denne film, især da ikke Anthony Hopkins og Robert Redford. Og det opleves som lidt af et problem.

    Umuligt at følge med
    Det kan være helt umuligt at følge med i historien, der fliks-flakser på kryds og tværs af Europa. Ti-tyve forskellige generaler og nogle oberster i en Jeep er det ene øjeblik dér, hvor de åbenbart er ved at planlægge dét, det næste øjeblik hér, hvor de tydeligvis er i færd med at bombe et par broer.

    Guf for øjet
    Det er alt sammen mægtig guf for øjet, men det er ikke den store underholdningsværdi for resten af legemet, der efterhånden klasker sammen ind over popcornene. Og når så filmen oven i købet er knap 3 timer lang, så kniber det! John Addisons musik er så frygteligt sødsuppet, at man krummer tæer og fingre og får gåsehud - på den "ufede" måde.



    Anmeldt i 1996 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024