Meet Joe Black (1998)

    Døden i skikkelse af en smuk ung mand meddeler en ældre herre, at han er kommet for at tage ham med. Men ikke lige med det samme.


    DØDENS LYSE SIDER

    Overraskende intenst og følelsesladet tretimers-bekendtskab: "Meet Joe Black" berører finurligt og dvælende en hel perlerække af livets smukke sider. Selvom historien umiddelbart kan lyde vammel og afskrækkende, så formår instruktøren Martin Brest faktisk at skabe en bevægende følelsernes "symfoni".

    Døden personficieret
    Den stenrige mediegigant, William Perrish, går sin 65-års fødselsdag i møde, da han pludselig begynder at høre en mærkelig stemme. Inden længe kommer der ansigt på stemmen: En ung mand tropper op i Parrish' kontor og proklamerer, at han er Døden, og at han er kommet for at tage den vordende fødselar.

    At få noget ud af livet
    Parrish' liv snuppes dog ikke hårdt og brutalt. Nu, hvor Døden har skaffet sig en smuk og ungdommelig krop at personificere sig i, kan den ligeså godt indhente erfaringer fra sin diametrale modsætning, Livet.
     

    En aftale med Døden

    Så Døden aftaler med Parrish, at han kan få lov at leve lidt endnu, hvis Døden til gengæld kan følge ham rundt i tykt og tyndt. Skarpt forfulgt af en ung mand, der overhovedet ikke ved noget som helst om at leve, må den gode Parrish således yde sit bedste for at virke troværdig, når han præsenterer den fremmede.

    Døden hedder Joe Black
    Døden får navnet, "Joe Black", og han skal vise sig at få stor indflydelse både kærligheds- og erhvervsmæssigt i Parrish-familiens jordiske liv.

    Forudbestemt skæbne
    "Meet Joe Black" henter først og fremmest sin store styrke i gennemsolidt skuespil. Anthony Hopkins er ubetalelig som den sympatiske gamle rigmand, der er nødt til at affinde sig med sin forudbestemte skæbne. Brad Pitt imponerer med sin personificering af Døden - en flot og varm præstation, tilført en kende humor.

    Stærke kræfter
    Claire Forlani spiller stærkt den udforskende og usikre Susan, selvom hendes sammenknebne øjne i længden godt kan få et lidt for Dianne Wiest-lignende præg. Jake Weber og Jeffrey Tambor er stærke kræfter som to vidt forskellige svigersønner.

    De lyse sider
    Instruktør Martin Brest er lykkedes flot med at skildre de lyse sider af tilværelsen, oplevet gennem øjnene på en uvidende Døden. Bevægende, smuk og næsten aldrig for meget af det gode - en fin balance mellem kærlighed til mennesker, og til livet.



    Anmeldt i 2000 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1998, USA, Fantasi, Drama, Romantik, 176 min.

    Dansk titel: Meet Joe Black
    Instr: Martin Brest Prod: Martin Brest Manus: Ron Osborn, Jeff Reno, Kevin Wade, Bo Goldman Baseret på: "Death Takes a Holiday", spil og filmmanuskript Foto: Emmanuel Lubezki Klip: Joe Hutshing, Michael Tronick Mus: Thomas Newman