War of the Worlds (2005)

    Væmmelige rumvæsner invaderer Jorden, og en amerikansk far med to børn tager benene på nakken i en kamp for overlevelse, der synes umulig.


    AVANCERET KRIG

    Steven Spielberg kastede sig her sultent over filmatiseringen af H.G. Wells klassiske science fiction-roman, og det er der kommet et hæderligt resultat ud af.

    Flot anslag
    Faktisk starter filmen bedre, end de fleste af Spielbergs store produktioner: det lange anslag er overraskende roligt, fritaget for musik og præget af fint og nuanceret skuespil.

    Drama på drengen
    Så begynder der til gengæld at komme drama på drengen, og med dét også en kraftig volumenforøgelse for både øjne og ører: "War of the Worlds" sætter ikke sit lys under en skæppe, og hvad angår det rent effektmæssige har filmen heller ikke noget at skamme sig over.

    Vammel patriotisme
    Begivenhederne udvikler sig til gengæld en tand eller to over smertetærsklen for vammel (militær-)patriotisme svøbt i usandsynlighedernes overdrev.

    Tykt lag sukker
    Og det er ikke selve de apokalyptiske usandsynligheder, der vækker frustration hos tilskueren - snarere de mellemmenneskelige, hvor sukkeret efterhånden lægger sig som et tykt lag over hele affæren.

    Uvejr med overbygning
    Den fraskilte familiefar, Ray Ferrier, har netop fået sine to weekendbørn hjem, da det trækker op til et ganske usædvanligt uvejr. Det skal snart vise sig, at der er tale om tordenskyer med overbygning: væmmelige væsner invaderer Jorden med meget tungt skyts, og Ray med børn tager benene på nakken.

    Over stok og sten
    Nu går det over stok og sten i en kamp for overlevelse, der umiddelbart synes ganske umulig. Men med en god portion overjordisk held går det nok alt sammen.

    Hårrejsende
    I de mest vellykkede sekvenser, hvor himmel og jord står i effekternes vold, rejser hårene sig på kroppen i en blanding af gys og begejstring.

    Sans for genren
    For de tårnhøje og dødbringende "monstertårne" med de høje tågebrøl og trebenede jordskælvstramp kan noget i Steven Spielbergs sans for genren.

    Plumret
    Skuespillet er ikke filmens stærkeste side. Som nævnt bedst i begyndelsen, herefter i vid udstrækning undermineret af den plumrede udvikling.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2005, USA, Science Fiction, Eventyr, Thriller, Børn på film, Teenagere, 116 min.

    Dansk titel: War of the Worlds
    Instr: Steven Spielberg Prod: Kathleen Kennedy, Colin Wilson Manus: John Friedman, David Koepp Baseret på: roman af H.G. Wells Foto: Janusz Kaminski Klip: Michael Kahn Mus: John Williams
    Priser
    • AAN - Bedste lydmix
    • AAN - Bedste lydklipning
    • AAN - Bedste visuelle effekter