Øjeblikket (1980)

Astrid Henning-Jensens femtende film er ment som en hyldest til livet og en – i hvert fald tiltænkt – tabubrydende omgang med døden. "Øjeblikket" rummer potentialet til at sætte ord og billeder på en barsk virkelighed i den terminale kræfts sfærer, med kernefamilien som baggrund.

Glider af på overfladen
Men Henning-Jensens film glider desværre helt af på overfladen og lykkes slet ikke med at gå i flæsket på dødskonfrontation, dødsangst og dødsbevidsthed. Så i stedet for at være et dokument på ærlighed og nærvær, vidner "Øjeblikket" desværre om berøringsangst frem for noget andet.

Kejtet iscenesættelse
Filmen er i det hele taget kejtet iscenesat og bliver aldrig helt troværdig. Hertil er situationerne jaget alt for meget igennem. Ann Mari Max-Hansens Line opdager således meget tidligt i historien, at hun har en knude i brystet. Det er før, tilskueren overhovedet har haft mulighed for en identifikation med Line og hendes kernefamilie.

Uden gennemslagskraft
Herefter kredses meget om Lines mange behandlinger i sygehusvæsenet, om kejtede lægers ufint serverede dødsdomme, og om børnenes mange spørgsmål til døden. Også disse handlingselementer forbliver dog uden decideret gennemslagskraft, selvom der opstår små lommer af intensitet i familielivets møde med den potentielt ultimative adskillelse.

Stift leveret
Skuespillerne fremstår mere som små flytbare brikker i Henning-Jensens mobile og programmerbare dødsdrama, i hvert fald er mange af replikkerne og den mellemmenneskelige interaktion i det hele taget temmelig stift leveret.

Mere komisk end indsigtsfuld
Lines dagligdagsstress afløses af en anelse mere (børne)nærvær, da diagnosen er stillet, men forholdet til børnene bliver aldrig andet end en stereotyp på "husk at børste tænder". Så er der lidt bedre kemi i det ægteskabelige drama mellem Line og Søren Spannings Leif, selvom deres krise er mere (ufrivilligt) komisk end indsigtsfuldt skrevet.

Finder ikke fodfæste
Desværre smitter det ubehjælpsomt skrevne universal-ængstelige melodrama af på skuespillet, der aldrig finder fodfæste. Hermed mistes tråden for tilskueren, og der ikke nogen form for identifikation med de implicerede.

Ærligt lydbillede
Heldigvis er filmen stort set fritaget for underlægningsmusik, og "Øjeblikket" præsenterer et generelt ærligt lydbillede. Kritikken var temmelig blandet, men der var flere meget betagede anmeldere i korpset:

Pressen skrev:
"Sober historie om patienter uden temperament", "Livsbekræftende dansk film om døden" og "En stærk og fin menneskeskildring," lød det. Men der var bestemt også meget negative udmeldinger: "Slem gang reklame: Den glade kræft-død", "Liv og død og lutter floskler", "Statsstøttet ugebladsnovelle. Astrid Henning-Jensens nye film er uden en eneste personlig investering" og "Alskens trivialiteter."