American Hustle (2013)

Med 10 Oscar-nomineringer er det tydeligt, at David O. Russells "American Hustle" rammer noget, som amerikanerne kan bruge. Og filmen er da også meget tidstypisk: 1978 er genskabt med en beundringsværdig detaljerigdom og præcision, der indrammer de betændte begivenheder i en sart elegance.

Sans for fiduser
Irving Rosenfeld har sans for gode fiduser, og da han møder den yndige Sydney Prosser, danner de to hurtigt par både i privatlivet og i svindelbranchen. Da deres lyssky aktiviteter opdages af FBI, går de med til at samarbejde med agent Richie DiMaso. Kan de skaffe ham en stribe helt store kanoner, går de selv fri. Men hvem styrer efterhånden hvem i dette samarbejde?

Kitsch med glimt i øjet
"American Hustle" er en visuelt farvestrålende filmoplevelse, der dyrker kitschen og overfladen ved Irving og Sydneys succesbranche med glimt i øjet. Men det er også en lovlig brovtende og støjende film, der i volumen nærmest sprænger egne rammer ved hele tiden at fylde på og fylde på - persongalleriet vokser, intrigerne og svindelnumrene fyger gennem luften. Det sker, at man mister interessen for denne entusiastiske fortællestil. Filmen kender med andre ord ikke sin besøgelsestid.

Stærkt skuespil
Skuespillet er til gengæld konsistent og stærkt. Christian Bale er for alvor lykkedes med sin method acting: 20 kg. tog han på til rollen, og det er prikken over i’et i en meget nuanceret præstation. Amy Adams og Bradley Cooper leverer lynende intense præstationer som henholdsvis snyde-sexkilling og lovlig naiv FBI-agent.

Bunker af popmusik
Der er mildt sagt bunker af tidstypisk popmusik på lydsiden. Man kan godt holde op med at tælle numrene undervejs, men et faktum er det, at effekten bliver yderligere tyngende i den ligeledes voluminøse visuelle fortællestil.