August: Osage County (2013)

    Familien samles om den kræftsyge mor, der altid har været en grufuld blanding af despot og martyr, og det mærkes også i den svære tid.


    ROD I FAMILIEN

    Se også:
    En familie (2010)

    Med en fænomenal præstation af Meryl Streep i den bærende hovedrolle kan denne film ikke blive helt mislykket. Det begynder ellers tungt teatralsk og melodramatisk, og man frygter, at filmen helt og holdent vil blive endnu en af disse burde have været et teaterstykke-oplevelser.

    Vokser med opgaven
    Men filmen vokser med opgaven, og der kommer mere energi i både handling og skuespil: Historien er baseret på et teaterstykke, men former alligevel sin egen identitet, og det er nødvendigt.

    Kvinderne i fokus
    Det er kvinderne, der primært er i fokus i den fortættede historie, der cirkler om Meryl Streeps kræftsyge Violet Weston. Hun er mor til tre kvinder, der ikke kommer særligt godt ud af det med hinanden (eller moren). Måske fordi Violet med et rammende ord er en bitch, for hvem det primære formål her i livet synes at være at gøre andre mennesker kede af det – ikke mindst døtrene.

    Betændt affære
    Så da de alle er samlet i det mægtige familiehus, og mændene er også med på sidelinjen, udvikler det sig hurtigt til en yderst betændt affære - mest på det verbale plan, men også med fare for klassiske pige-riv-i-hår-scener.

    Lidt for stjernespækket
    Det er en stjernespækket film - måske lidt for spækket. I hvert fald kniber det med at identificere sig med ret mange af de implicerede. De glider på en måde af på overfladen eller drukner i mængden, om man vil.

    Funklende Streep
    Meryl Streeps Oscar-nominerede præstation kan man dog ikke rokke ved. Føj, hvor hun lever sig ind i den usympatiske rolle. De tre døtre har ikke nær så meget gennemslagskraft, men har hver især fine situationer.

    Sans for tragikomikken
    Der er sans for tragikomikken, og når Violet Weston er allermest nedgørende og sarkastisk, holder man nærmest vejret: Dét og den pænt musikløse lydside er filmens helt store forcer. Den særlige ro, der hviler over filmen og dens fortællestil, højner oplevelsen betragteligt, og intensiteten tager til mod sidste scene - netop som følge af, at dampen går af kedlen, og det indre drama tager over.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Drama, 121 min.

    Dansk titel: Familien
    Instr: John Wells Prod: George Clooney, Jean Doumanian, Grant Heslov, Steve Traxler Manus: Tracy Letts Foto: Adriano Goldman Klip: Stephen Mirrione Mus: Gustavo Santaolalla
    Priser
    • AAN - Bedste skuespillerinde (Streep)
    • AAN - Bedste birolleskuespillerinde (Roberts)
    • GG-N - Bedste skuespillerinde (Streep)
    • GG-N - Bedste birolleskuespillerinde (Roberts)