The Lone Ranger (2013)

    En bemalet indianer slår sig sammen med en hvid advokat i jagten på skurke i Det vilde Vestens lovløse udmark.


    PLAT PJANK

    I særklasse overlangt og ucharmerende støjende eventyrdrama af folkene bag "Pirates of the Caribbean"-filmene: "The Lone Ranger" lægger frisk ud men drukner hurtigt i det dumsmarte.

    En død fugl på hovedet
    Den udstødte og kugleskøre indianer, Tonto, der går rundt med en død fugl på hovedet, slår sig sammen med en nyslået advokat-ranger for at forsøge at få skovlen under ødemarkens kriminalitet.

    Et umage par
    Det umage par rider rundt på en albinohest, og ofte er det mere held end forstand, når de rent faktisk får skovlen under nogle af de mest eftertragtede skurke.

    Pinligt
    Johnny Depp er pænt sagt rædsomt dårlig som den skøre indianer, der skal forestille at være rap i replikken. Det fungerer slet ikke og bliver hurtigt pinligt, og det virker næsten som om, at Depp selv føler sig dårligt tilpas i rollen.

    Ikke morsomt
    Armie Hammers John Reid er en uinteressant karakter, der også er skruet op på et fjollet niveau, der hverken morer børn eller voksne.

    Masser af støj
    Støj er der nok af, i alle facetter: fra det svulstige visuelle overdrev til den evigt tilstedeværende episke musik af Hans Zimmer.

    Intet glimt i øjet
    Tilbage sidder man med en bitter smag i munden: filmoplevelsen er bare ikke lækker, og hverken eventyr, action eller humor har det fornødne glimt i øjet.



    Anmeldt i 2014 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2013, USA, Eventyr, Action, Western, Komedie, Tog på film, 149 min.

    Dansk titel: The Lone Ranger
    Instr: Gore Verbinski Prod: Jerry Bruckheimer, Gore Verbinski Manus: Justin Haythe, Ted Elliott, Terry Rossio Foto: Bojan Bazelli Klip: James Haygood, Craig Wood Mus: Hans Zimmer
    Priser
    • AAN - Bedste makeup
    • AAN - Bedste visuelle effekter